Natalie Stentoft Storm (th) har solgt børnetøjsbutikken, Gylp, i Aabybro til sin medarbejder, Louise Mogensen (tv). Foto: Bitten Holmsgaard
Shopping

Fra deltid til indehaver: Aabybro-butik får ny ejer

12. januar 2022 kl. 17:00

Louise Mogensen står bag disken i børnetøjsforretningen, Gylp, på Postvænget i Aabybro og ekspederer. Det har hun været ansat til at gøre siden oktober. Men som noget helt nyt er det nu hendes egen forretning. 1. januar solgte Natalie Stentoft Storm nemlig den butik, hun åbnede sidste år, til sin medarbejder, og her i weekenden fik de ordnet de sidste papirer.

- Det gik jo sådan til, at jeg startede som et deltidsarbejde her hos Natalie. Og pludselig en dag, så spørger hun mig, om jeg kunne tænke mig at købe hendes forretning. Og det føltes fuldstændig surrealistisk, fordi min drøm har faktisk altid været at være selvstændig, fortæller den nyslåede ejer af Gylp, Louise Mogensen.

Hun skulle lige hjem og tænke over det overraskende tilbud. Hendes kæreste gav hende fuld opbakning, så det var let for Louise Mogensen at sige ja, selvom de har to tvillingedrenge på 2,5 år.

- Min mavefornemmelse den har været med hele vejen. Den har bare været god hele vejen, så jeg gik med det, fortæller hun smilende.

Alligevel var det noget særligt at låse sig ind i sin egen forretning for første gang.

- Fuldstændigt vildt. Det er så mærkeligt. Hver dag, når jeg kommer her, så er jeg sådan lige: ”Nu er det dig.” Så det skal sådan lige falde på plads en dag ad gangen. Og hver gang jeg lige får sat noget ind og sådan nogle ting, så går det mere og mere op for mig, at nu er det Louise, der har den her, siger hun.

Fantastiske kunder

Natalie Stentoft Storm åbnede Gylp i september 2021 uden at have den mindste erfaringen med at drive butik. Hun er uddannet socialpædagog med efteruddannelse i stofbehandling, og det har hun også arbejdet med de seneste år.

- Det er jeg så blevet klar over, at det skal jeg fortsætte med. Jeg har jeg jo haft mit fuldtidsjob i al den tid, jeg har haft forretningen. Men jeg brænder bare for mit fag. Og det har jeg nok lige sådan fået genbekræftet, at jeg har faktisk gang i det rigtige. Og det er ikke at stå i butik, siger Gylps tidligere ejer, Natalie Stentoft Storm, med eftertryk.

Natalie Stentoft Storm (th) fandt hurtigt ud af, at Louise Mogensen er bedre til at drive butik, end hun selv er. Foto: Bitten Holmsgaard

Hun har dog ikke fortrudt et eneste øjeblik, at hun kastede sig ud i livet som butiksejer.

- Jeg har haft fantastiske kunder i dem, der bor her lokalt, og uden dem var der jo ikke nogen forretning, og uden dem var der heller ikke en forretning, Louise kunne købe. Så de har jo taget super godt imod mig, og det er jeg virkelig, virkelig glad for, fortæller Natalie Stentoft Storm.

Medarbejder bedre end ejer

Efter Natalie Stentoft Storm havde ansat Louise Mogensen, fandt hun ud af, at hendes medarbejder var bedre til at drive butik, end hun selv var.

- Jeg tror, jeg har været enormt heldig med, at det var lige præcis Louise, der blev ansat, fordi jeg har helt ro i maven over, at hun skal drive butikken videre, fordi vi har været her sammen, siger Natalie Stentoft Storm.

Louise Mogensen har blandt andet syv års erfaring med butiksledelse i McDonalds at trække på.

- Der er stadigvæk kæmpe potentiale i den her forretning. Og det er jeg sikker på, Louise kan drive det til, siger Natalie Stentoft Storm.

Louise Mogensen har da også allerede mange nye planer for fremtiden.

- Men lige p.t. så kører jeg den videre, som Natalie har gjort det. Og så tror jeg også bare, at jeg tager en dag ad gangen og tænker: ”Hvornår er det det rigtige for at udvikle og prøve noget nyt,” og så videre, siger Louise Mogensen.

Den tidligere ejer er helt sikker på, at hun aldrig skal eje en forretning igen. Men hun vil gerne hjælpe den nye ejer, hvis hun får brug for en fridag. Det er et tilbud, Louise Mogensen også tager godt imod.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu