Vand under kølen for første gang

I halvandet år har Han Herred Havbåde arbejdet på Kikani 3 - forleden kunne den søsættes

21. juli 2017 kl. 10.23

Han Herred Havbådes værft i Slettestrand har netop søsat sin første nybygning til erhvervsfiskeri.

Det har taget halvandet år at bygge Kikani 3, der er klinkbygget af egetræ og beregnet til at kunne holde til at strande flere hundrede gange om året. Den skal udrustes til snurrevodsfiskeri om sommeren og garnfiskeri om vinteren.

Mange var mødt op for at se på, da båden forleden fik vand under kølen for første gang. Ligesom den selv var fyldt godt op med passagerer bl.a. bådebyggerne fra værftet og de andre håndværkere.

Kikani 3 blev stille og roligt trukket ud til det sted, hvor den kunne flyde. Men for, at den kunne sejle til Thorupstrand måtte der spules et hul i anden revle med propelleren.

Godt tilfreds med Kikani

Efter en lille times sejltur var der modtagelse i Thorupstrand af mange hundrede nysgerrigere folk.

Det er ikke hver dag, der kommer en nybygget kystbåd til Thorupstrand, men Kikani 3 er dog nummer to i år. Skipperens kone bød på pølser og øl, og mange benyttede desuden lejligheden til at komme ombord i skibet og se, hvordan den er indrettet. Det er den første kystbåd, der har frembygget styrhus. Det har den for at få mere dæksplads, og samtidig har man et meget fint udsyn fra det.

Skipperen Karsten Nielsen er godt tilfreds med Kikani. Den bjærger sig fint på vandet, og den var let at trække både op på stranden og i vandet igen.

Dagen efter sejlede besætningen til Hirtshals, hvor den har fået grejer til snurrevodsfiskeri på, den er blevet stabilitetsprøvet og synet. Nu er den vendt tilbage til Thorupstrand, hvor de sidste ting skal ordnes, inden den kan komme på fiskeri.

I værftet i Slettestrand ligger materialerne til den næste nybygning - den er også bestilt til Thorupstrand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste