Billede beskrivelse

Møder om lokal udvikling i Brovstområdet

12. august 2017 kl. 09.23

22 byer i Jammerbugt Kommunes landdistrikter får fra midten af august og et par måneder frem besøg af politikerne i kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. Ved borgermøderne kan alle få luftet deres gode ideer til, hvordan netop deres område kan udvikle sig.

- Nu er der jo lavet masterplaner for de fire store byer i kommunen, og så syntes vi, at det var tid at komme rundt til de mindre byer og høre, hvad de synes skal ske hos dem, siger formand for udvalget Helle Bak Andreasen (V).

Politikerne var på samme rundtur for tre år siden. Her mundede møderne ud i en såkaldt hensigtserklæring, mens resultatet til efteråret kaldes en lokal udviklingsplan. Sigtet er lidt bredere end før.

- Denne gang vil vi lægge vægt på, at udvikling ikke behøver at være ting. Der kan være byer, hvor de gerne vil have hjælp til at starte en månedlig fællesspisning, men det kan jo også være, at det store ønske er nye borde-bænkesæt, siger formanden.

Alle 22 byer får 10.000 kroner om året til aktiviteter. De må bruges til hvad som helst, og der er stor forskel på, hvordan de hidtil er blevet brugt.

- I Halvrimmen blev pengene blandt andet brugt som tilskud til en cirkusforestilling for børn, mens Ingstrup-borgerne ønskede sig blomstrende roser at se på, når de kørte ind i byen efter arbejde, fortæller Helle Bak Andreasen.

Hun påpeger, at ønskerne fra lokalsamfundet ikke behøver at være "noget nyt":

- Sidst vi var i Skovsgaard hæftede jeg mig ved, at nogen sagde "Vi behøver jo ikke opfinde nye ting hele tiden". De var glade for deres byfest og for Børnenes Dag, og vi støtter meget gerne traditioner. Det behøver slet ikke være noget nyt, siger Helle Bak Andreasen.

Hensigtserklæringerne fra for tre år siden er nogle steder ført ud i livet, andre steder ikke. Udvalgsformanden fremhæver især Halvrimmen, hvor folk er gode til at fylde aktiviteter i tomme lokaler, og Moseby-Pandrup-Kaas området, hvor fortidens spændinger er for nedadgående.

- For tiden arbejder de sammen om en legeplads i Pandrup, og de synes, at det er nok med et fælles møde for de tre byer, fordi de arbejder godt sammen. Det er da positivt, siger Helle Bak Andreasen.

Første møde er i Skovsgaard 28. august på Skovsgaard Tranum Skole og så følger: Havrimmen 29. august i ØAH Hallen, Øland 4. september i Øland Medborgerhus og Brovst 5. september på Brovst Skole. Alle steder fra klokken 19-21.

.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste