Alle skuespillerne er klar til at give publikum en god oplevelse. Privatfoto
Livet her

Årets fedeste musical: Rumvæsener invaderer gymnasiet

Der er lagt op til en fabelagtig musical på Fjerritslev Gymnasium i år

24. januar 2022 kl. 06:15
Musikere som skuespillere har arbejdet med stykket siden efteråret. Privatfoto Pernille K. Damsgaard

Året er 1983, benvarmere er det nyeste skrig, og Commodore 64 har netop nået Vester Fabel, byen, hvor årets stykke udspiller sig i. På den lokale avis sidder byens fire journalister og vrider hjernerne for stof til ugeavisen. Vester Fabels borgmester er ganske bekymret for byens fremtid - her sker for lidt! Han beordrer journalisterne til at finde de gode historier. Men den opgave tager journalisterne måske lidt for bogstaveligt.

Fjerritslev Gymnasium præsenterer i år ”En fabelagtig historie”, et elevskrevet stykke, der er spækket med klassiske 80’er-hits såsom: Tainted Love, Under Pressure, Sir Duke og danske klassikere som: Nu hvor du har brændt mig af og Det mørke Jylland.

- Musicalen sætter fokus på mediernes rolle i samfundet, og hvordan vi behandler hinanden, siger Henrik Skovgaard Christensen, der er en af de involverede lærere.

Gymnasiets elever har arbejdet på musicalen siden efteråret. Det er foregået i elevernes fritid, og den fælles investering i projektet har været fundament for nye venskaber. I årets band sidder Peter Friborg, Christopher van Diemen og Nickolai Valentin Lystbæk. De kendte ikke hinanden før, men er nu blevet gode venner.

- Vi har været tvunget til hinandens selskab, siger Christopher van Diemen, mens de tre drenge bryder ud i latter.

- Det har været rigtig fedt at lære så mange mennesker at kende. Det har været givende at være fælles om et projekt med folk, jeg ellers ikke normalt har noget at gøre med, siger Christopher van Diemen.

Elever på forskellige linjer, årgange og gymnasiale uddannelser får med musicalen et fælles referencepunkt, og herudfra blomstrer kreativitet, engagement og ikke mindst venskaber.

På gymnasiets musicalhold kan man hvert år vente sig en rystesammentur, en tur i teatret og at synge fællessange til hvert møde. Herudover arbejdes der hårdt lige til den første uge i februar, hvor stykket endelig skal stå sin prøve.

- De unge får pålagt et stort ansvar, som gerne skal give dem en god oplevelse, de kan trække på senere i tilværelsen, forklarer Henrik Skovgaard Christensen.

”En fabelagtig historie” spiller fra 2. til 4. februar på Fjerritslev Gymnasium. Tæppet går 19.30, og billetter kan købes i indgangen.

pd

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu