Billede beskrivelse

Tætpakket efterårsprogram: - Uden de frivillige kunne det ikke lade sig gøre

02. oktober 2024 kl. 14.03

BLOKHUS: En flok arbejdsivrige frivillige var forleden samlet for at fordele opgaver forud for den kommende efterårsfestival, som Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten står bag.

Og der er behov for en hel del frivillige for at håndtere de mange aktiviteter, der er lagt op til i uge 42. Der skal hentes kartofler til kartoffeljagt i Vildmosen, opsættes halm og græskar udvalgte steder, flyttes borde og bænke, telte skal opstilles, klargøres til wrestlere, som indtager torvet for blot at nævne en lille del af de mange, mange opgaver, der skal tage hånd om.

- De frivillige udgør en kæmperessource, og de bruger rigtig mange timer – ikke blot i forbindelse med efterårsferien men hele året rundt, siger Event- og Turismekonsulent i Jammerbugt Kommune, Jannie Ratke O’Connor, der sammen med Rikke Eriksen er tovholder på det velspækkede efterårsprogram.

En bruttoliste på 90 frivillige er klar til tage en tørn i forbindelse med arrangementer, og de er en uundværlig ressource i forbindelse med afvikling af Musik på Torvet, Fly-In, Bajerløb, Windfestival, Nytårsbad, foredrag, påske- og pinsearrangementer etc.

Billede beskrivelse

- Uden de frivillige kunne vi ikke gennemføre de mange aktiviteter, som er medvirkende til at sikre liv i området hele året rundt, og det er ganske enestående at opleve så stor opbakning, siger Jannie Ratke O´Connor.

I den kommende efterårsferie venter blandt andet Zombieløb, historisk vandring, høstmarked Havhekse, Anderæs, Kartoffeljagt – sammenlangt er der mulighed for at fornøje sig med omkring 100 aktiviteter i efterårsdagene.

- Vi har forsøgt at sammensætte et program, så der er aktiviteter, som passer til alle aldersgrupper, siger Jannie Ratke O’Connonr.

- En af de store satsninger til efterårsferien er Alexander Husum, som med over 479.000 abonnenter på YouTube er en af Danmarks største YouTubere. Han starter klokken 10 på Restaurant Nordstjernen, hvor man kan købe en billet og opleve den kendte YouTuber dele ud af sine erfaringer.

Efterfølgende kan man møde ham på torvet i Blokhus, hvor man kan få en autograf og en selfie med YouTube-stjernen.

- Vi vil gerne undgå fysiske køer, så derfor er der lavet en løsning med en QR-kode, hvor man får et kønummer via sin mobil. Dermed får folk mulighed for evt. at shoppe eller spise på en af restauranterne i stedet for at stå i kø, siger Jannie Ratke O’Connor.

Billede beskrivelse

I lighed med sidste år arrangeres der, i samarbejde med PGU Runners, Zombie Fun Run. Det er et familieløb på 2,5 kilometer, der foregår i Gateway Blokhus efter mørkets frembrud. Hver løber udstyres med tre liv (stofhaler), som sultne zombier forsøger at stjæle.

- Løbet kan være lidt skræmmende – også for mig, selv om jeg er en del af aktiviteten, griner Rikke Eriksen og tilføjer, at zombierne tager hensyn, hvis de kan se, at der er et barn, som er meget bange.

Sidste år var der rift om de 1.000 billetter, der var udbudt, og det ventes også at være tilfældet i år.

- Vi havde en familie, der kontaktede os i sommers for at høre, hvornår der var zombieløb, som de havde deltaget i sidste år. De ville også være med i år, og derfor skulle de være sikker på, at de kunne leje et sommerhus, fortæller Jannie Ratke O’Connor, der venter et stort ryk-ind i uge 42.

- Vi forventer at se både endagsturister, feriegæster og lokale til aktiviteterne. Vores erfaringer er, at de fleste af gæsterne kommer fra Aalborg, herefter følger Midtjylland, Brønderslev og Hjørring. Vi håber igen i år, at mange vil besøge destinationen, for vi synes selv, at vi har meget at byde på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste