Specielt "jobopslag": Vi søger zombier
Er du bidt af løb, kan du nu snøre løbeskoene og begive dig ud på en tur i skoven, hvor det netop handler om ikke at blive, ja, bidt.
Og det er altså ikke skovens normale beboere såsom flåter og hugorme, du skal passe på, det er derimod zombier.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus og PGU Runners byder igen i år velkommen til en nervepirrende aften i skoven, der kræver mod - og selvfølgelig lidt hurtighed.
Det sker torsdag 19. oktober, hvor der er Blokhus Zombie Fun Run, der er en del af byens efterårsfestival.
Ved mørkets frembrud omdannes Blokhus Klitplantage til noget, der næsten kunne være en scene fra den populære TV-serie The Walking Dead, for her er det planen, at sværme af zombier skal jage alle, der tør begive sig derind.
En rute på 2,5 km i skoven, danner rammen om det skræmmende løb, og hvis du er en af deltagerne, bliver du udstyret med tre liv i form af stofhaler, der sættes fast i bukselivet.
Zombie for en aften
Vil du hellere jage og skræmme, så er der også mulighed for det. For arrangørerne søger nemlig frivillige til at spille rollerne som zombier. Her skal du være over 18 år og komme udklædt. Lyder den frivillige tjans som noget for dig? Så kan du kontakte en af arrangørerne, Jannie, på 41 91 39 74 for mere information.
Antallet af deltagere nærmest eksploderede sidste år. Derfor har arrangørerne i år valgt at sætte et deltagerloft på 1.000 personer for at sikre, at alle deltagere får en god oplevelse, og at der er præmier nok til alle. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Derfor er det obligatorisk at tilmelde sig på forhånd og købe en billet til 50 kroner. Løbet starter kl. 17.00, og de sidste sendes ud på ruten kl. 19.30.
Arrangørerne anbefaler, at familier med mindre børn deltager først på aftenen, da ruten bliver mere skræmmende, i takt med at det bliver mørkere og mørkere inde i skoven.
Samtidig anbefaler de, at børn altid løber sammen med voksne, og det frabedes at medbringe hunde.