Billede beskrivelse

Byens hus runder 120 år

25. oktober 2024 kl. 10.03

NØRHALNE: Forsamlingshus - det lyder som noget fra gamle dage. Det er det også. Nørhalne Forsamlingshus har eksisteret i 120 år, men den kønne røde murstensbygning i Bygaden er sprællevende og en vigtig del af det kulturelle liv i byen.

I morgen lørdag skal der igen festes i huset. De 120 år skal fejres. Egentlig er 120 år ikke normalt på listen over jubilæums-år, men borgerforeningen, som ejer forsamlingshuset, har fået 80 nye flagstænger til byen - med god økonomisk hjælp fra Nordea Fonden. De nye flagstænger skal indvies samtidig, og så er der basis for en fest.

Lørdagen starter med rundstykker, kaffe og en snaps kl. 9. Helle Landberg Kristensen, som har skrevet et jubilæumsskrift, der er husstandsomdelt, holder et lille foredrag om forsamlingshuset. Om eftermiddagen, kl. 14 til 17, bydes der på slush ice, ansigtsmaling, pølsevogn m.v.

Nørhalne Forsamlingshus, som frem til 1967 hed Nørhalne Afholds- og Samlingshjem, var fra starten et andelsforetagende, hvor ejerne var andelshaverne. I dag er Nørhalne Borgerforening ejer, og derfor er det de samme personer, der sidder i bestyrelserne for borgerforening og forsamlingshus.

Morten Glerup og Jeanette Ø. Pedersen er henholdsvis formand og næstformand. De kan i jubilæumsåret glæde sig over et forsamlingshus i fin form med god udlejning og dermed god økonomi.

- Huset er udlejet stort set hver weekend, bl.a. til de traditionelle familiefester som bryllup, sølv- og guldbryllup, fortæller de.

Billede beskrivelse

I vinterhalvåret er der banko hver onsdag med borgerforeningen som arrangør. Borgerforeningen har også en række andre arrangementer, der er foreninger, som holder generalforsamlinger, Nørhalne Cup bruger huset til sandwich-produktion under den store fodboldturnering og meget mere.

Frivillige sørger for den daglige drift og vedligehold. Ikke mindst det såkaldte mandagshold spiller en central rolle.

- De nusser om vores forsamlingshus, siger Morten Glerup og Jeanette Pedersen om mandagsholdet.

Formand og næstformand glæder sig på samme tid over et velholdt hus, men samtidig et hus, som har bevaret det uhøjtidelige udtryk.

- Et forsamlingshus skal være hyggeligt. Det må meget gerne have et rigtigt forsamlingshus-præg. Og det synes vi, vores har, siger Morten og Jeanette.

Forsamlingshuset har ikke kun en central fysisk placering i byen.

- Man fornemmer tydeligt, at huset spiller en stor rolle i byen, ikke mindst hos den lidt ældre generation. Der er en speciel kultur omkring byens hus, siger Morten Glerup.

Mens formand og næstformand glæder sig over at forsamlingshuset er kendt og bliver benyttet, så kunne de godt tænke sig, at borgerforeningen fik samme opmærksomhed.

- Selv om vi har mange aktiviteter i forsamlingshusaet og i byen, så tror vi ikke borgerforeningen er så kendt. Vi kunne godt tænke os flere medlemmer, siger formand og næstformand og tilføjer, at et medlemskab bl.a. giver rabat på leje af forsamlingshuset. Og et medlemsskab koster ikke ret meget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste