Vendsyssel-topscorer kan være på vej væk
Der er bud efter Wessam Abou Ali, der kun fik få minutters spilletid i lørdagens testkamp mod FC Fredericia
VRÅ: Det er ventet, at Vendsyssel FF denne sommer må sige farvel til sidste sæsons topscorer Wessam Abou Ali, og nu trækker det måske op til et salg.
Den tidligere AaB-angriber spillede kun de sidste seks minutter, da Vendsyssel FF lørdag tabte med 0-2 til 1. divisionskollegaerne fra FC Fredericia i en testkamp i Vrå, og en af årsagerne til det var, at interesserede købere i øjeblikket har snøren ude efter Wessam Abou Ali.
Vendsyssel FF - FC Fredericia 0-2
- Mål: 0-1 Adam Jakobsen (62. minut), 0-2 Frederik Christensen (85. minut)
- Vendsyssel FF's opstilling (4-3-3): Marcus Bundgaard (Mads Sylvan Jensen, 60. minut) - Rune Frantsen (Thomas Christiansen, 70. minut), Mads Greve (Omar Jebali, 46. minut), Tobias Anker, Emil Arendrup Nielsen (Terence Baya, 80. minut) - Mattias Jakobsen (Anton Søjberg, 46. minut), Ayo Simon Okosun, Carl Lange - Lucas Jensen (Emil Seedorff Sørensen, 80. minut), Lasse Steffensen (Wessam Abou Ali, 84. minut), Oskar Øhlenschlæger (Benni Smales-Braithwaite, 46. minut)
- Lasse (Steffensen, red.) har ikke spillet så meget, så det var godt for ham at få en masse spilletid i dag. Der er efterspørgsel på Wessam, og så må vi se, hvad det ender med, siger Vendsyssel FF's cheftræner, Henrik Pedersen.
Mens Wessam Abou Ali kan være på vej væk, kan en anden offensivspiller være på vej ind. Den engelske prøvespiller Benni Smales-Braithwaite har været i kamp for Vendsyssel FF i denne uges to testkampe mod Hobro og Fredericia.
Lørdag blev det til en halvleg på banen, og den engelske kantspiller gjorde et godt indtryk.
- Benni ser meget spændende ud, og det er en spiller med et stort potentiale. Han er god en mod en, og som vi også så i dag, kan han levere assisten. Han kan spille gennem led, har en god afslutningsfod og en god fart, så han har nogle forudsætninger, der er svære at træne. Det er tydeligt, at han ikke er i form endnu, men var han det, var han nok heller ikke her, siger Henrik Pedersen.
Med små 14 dage til sæsonpremieren i Nordicbet Ligaen er der fortsat mange brikker, der mangler at falde på plads i Vendsyssel FF's puslespil.
- Vi har et godt fundament, men vi er startet roligere ud i opstarten, end vi plejer, fordi der var en masse småskader fra sidste sæson. Det betyder, at der nok går længere tid, før vi rammer vores topform, og derfor bliver det bare endnu vigtigere at have en bred trup. Det er tydeligt, at vi skal have forstærkninger.
- Vi vil gerne have det på plads så hurtigt som muligt, og det kæmper vi for hver dag. Men vi kigger også på spillere, der kan forstærke os, og de spillere kigger i første omgang nok på en hylde over os.
- Når vinduet lukker, er der spillet syv eller otte kampe, så det er hele tiden en balance imellem at få noget hurtigt på plads, og at vi heller ikke skal smide for meget væk af den gode kultur og de relationer, vi har opbygget, siger Henrik Pedersen.
Han så trods nederlaget flere gode takter i lørdagens kamp mod Fredericia.
- Jeg synes, at vi spillede en stærk første halvleg, og vi var også gode det første kvarter af anden halvleg. Da vi så begyndte at lave lidt flere udskiftninger, faldt vi i niveau og intensitet i både presset og i spillet med bolden. Det var en god første time, men den sidste halve time kan vi ikke være tilfredse med, siger Henrik Pedersen.