Billede beskrivelse

Uheldige Ali røg på hospitalet i fremragende Vendsyssel-præstation

Vendsyssel FF havde en travl sidste dag på træningslejren i Tyrkiet, hvor man spillede to kampe mod østeuropæiske hold

15. februar 2022 kl. 19.48

FODBOLD: Onsdag morgen sætter Vendsyssel FF kursen mod Danmark efter en vellykket træningslejr i Tyrkiet. Der er blevet trænet igennem. Henrik Pedersen sendte sine spillere ud i seks træningspas de tre første dage af træningslejren, men på trods af de mange træningstimer var det to meget energiske Vendsyssel FF-hold, Henrik Pedersen sendte på banen til to træningskamp tirsdag.

Første opgave var en kamp mod det stærke ukrainske hold Lviv, der ligger lige over nedrykningsstregen i den bedste ukrainske række. Her var det et hold, som primært bestod af det, som man må forvente værende reservespillere.

Den kamp endte 1-1 efter en kamp, hvor Martin Dong for tredje kamp i træk, da han bragte Vendsyssel foran. Det endte dog uafgjort, da Lviv hurtigt svarede igen. Det uafgjorte resultatet kunne dog ikke fjerne det faktum, at cheftræner Henrik Pedersen var meget tilfreds med det, han havde set.

- Defensivt spillede de en meget flot kamp. Det var netop nogle af de aspekter, vi har arbejdet meget med på denne træningslejr. Der var få chancer til Lviv, og det er flot i en kamp, hvor spillerne var presset til det yderste, siger Henrik Pedersen.

- Jeg kan konstatere, at der var flere flotte individuelle præstationer. Det er med til at øge konkurrencen om pladserne til premierekampen mod Hobro, så det er jeg glad for. Derudover er jeg glad for det mål, vi scorede. Det var efter et højt pres. Noget andet som vi har trænet meget, siger Henrik Pedersen.

- Det eneste minus fra den kamp var, at Thomas Christiansen måtte udgå med et slag på den ene ankel.

Kryds mod russisk tophold

Et par timer efter kampen mod Lviv var Henrik Pedersen og resten af trænerteamet atter tilbage på sidelinjen. Denne gang for at sende et hold i aktion mod Dynamo Moskva, der aktuelt er nummer to i den russiske Premier League.

- Dynamo skiftede meget ud undervejs, men de havde hele tiden flere spillere fra deres normale start-11'er i aktion, så det vi blev matchet meget hårdt. Jeg tror, måske det var på det højeste niveau, som mange af vores spillere har prøvet. Det var et virkelig stærkt hold, vi mødte, siger Henrik Pedersen.

- På den baggrund er jeg meget tilfreds med den præstation, som vi leverede. Der blev præsteret hele vejen rundt, og igen scorede vi et mål som et direkte resultat af et højt pres, så jeg er meget tilfreds med den udvikling, jeg ser i den del af spillet, siger Henrik Pedersen.

Startopstillingen mod Dynamo Moskva mindede i højere grad om noget, man må forvente at være i spil til forårspremieren mod Hobro. Spørgsmålet er, om evigt uheldige Wessam Abou Ali kommer i aktion i den kamp, for han måtte udgå i tirsdagens kamp mod Dynamo Moskva efter et sammenstød med den russiske målmand.

- Vi har sendt ham på hospitalet for at blive tjekket, så må vi se, hvordan det står til, siger Henrik Pedersen, der føler med sin angriber.

- Det er synd for ham, at han igen løb ind i et nyt uheld, men vi håber det bedste for Wessam, siger Henrik Pedersen.

Kampen mod Dynamo Moskva endte 2-2. Undervejs kom VFF foran med 1-0 på et mål af Panagiotis Armenakas. Russerne var dog foran 2-1 ved sidebyttet, inden Zander Hyltoft fik udlignet til 2-2 i anden halvleg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste