Billede beskrivelse

Fortuna Hjørring låner amerikaner i Sverige

Midtbanespiller kommer til fodboldklubben som nybagt svensk mester

07. februar 2021 kl. 16.34

FODBOLD: Den 23-årige amerikaner Bri Folds bliver ny i Fortuna Hjørrings ligetrup i foråret. Midtbanespilleren kommer til Vendsyssel på en lejeaftale fra Göteborg FC, hvor hun sidste år var med til at vinde det svenske mesterskab.

- Det er en rigtig spændende spiller, som uden tvivl bliver en profil i Kvindeligaen. Hun er rap på fødderne, har et godt temposkift og tænker fremadrettet, siger Fortunas cheftræner Niclas Hougaard i en pressemeddelelse.

Den 160 centimeter høje Bri Folds har ifølge klubben været igennem alle helbredstests, og er dermed klar til at tage fat på træningen.

Fortuna Hjørring spiller den første betydende kamp i foråret 27. februar, hvor HB Køge venter på udebane i pokalkvartfinalen.

I Gjensidige Kvindeligaen mangler der to kampe i grundspillet, der spilles i starten af marts, før det gælder medaljeslutspillet.

Fortuna har efter en langsom start spillet sig frem på tredjepladsen - blot ét point efter HB Køge og Brøndby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste