Det går stærkt i Vendsyssel FF: Den nye cheftræner er startet
Efter fire trænerløse dage i 1. divisionsklubben styrede Henrik Pedersen fredag løjerne i Vrå
FODBOLD: Da spillerne fra Vendsyssel FF i mandags vendte tilbage efter ferien stod der ingen træner klar til at styre slagets gang. Det har spillerne selv måtte styre de første fire dage, men fredag var cheftræneren på plads.
43-årige Henrik Pedersen har, som Nordjyske tidligere har omtalt, sagt ja til at tage jobbet og gøre holdet klar til turneringsstarten i 1. division (NordicBet Ligaen) om bare tre uger.
Fredag formiddag var han på plads på træningsanlægget i Vrå og stod i spidsen for træningen - blot en time efter, at Jacob Andersen officielt meddelte, at han har købt Vendsyssel FF tilbage fra det schweiziske selskab, Core Sports Capital.
Henrik Pedersen har skrevet en aftale for de kommende to sæsoner med vendelboerne.
- Henrik Pedersen har igennem hele sin trænerkarriere bevist sin fodboldfaglige evner, og det er en kompetent træner, der nu skal stå i spidsen for VFF. Vi ser meget frem til at lade hans store internationale erfaring og massive netværk være en motor i udviklingen, siger Vendsyssel-direktør Jacob Andersen i en pressemeddelelse.
Henrik Pedersen har senest været cheftræner for Strømsgodset i den bedste norske række, hvor han i foråret blev fyret.
Før jobbet i Norge var danskeren cheftræner hos traditionsklubben Eintracht Braunschweig i Tyskland, og han havde også en periode som assistenttræner hos FC Union Berlin.
Henrik Pedersen var i foråret 2016 i en kort periode tilknyttet Vendsyssel FF som trænerkonsulent.