Super Brugsen Løkken vil både tiltrække og give det bedste
LØKKEN
Som vi kunne fortælle i den forgangne uges udgave af Løkken Folkeblad, så er Super Brugsen Løkken inde i en rigtig god udvikling med en omsætningsvækst på hele 8% for 2023.
Derfor har man også store forventninger til 2024 - et år med mere optimisme i detailhandlen, en udsigt til faldende renter og stabile energiudgifter, der kan give en anelse mere ro i privatøkonomien.
Med butikkens mange tiltag, herunder et discountmatch prisprogram, og høj profil på blandt andet måltidsmarkedet, vin, frugt og grønt, blomster og bageri, så bliver der travlt.
Det betyder, at der bliver behov for endnu flere kløgtige hoveder og hænder, hvorfor rekruttering til sæsonen allerede så småt er i gang med planlægning af diverse kampagner.
Stammen med grundbemanding er som sådan på plads, så opgaven er at supplere de forskellige afdelinger med flere medarbejdere, herunder studerende og seniorassistenter.
I 2024 forventer man igen at ansætte elever i huset udover den første, som allerede er startet i delikatessen - således vil man gerne nå op på at have 10 elever fordelt i flere afdelinger.
Flere fordele
Udover et sundt arbejdsmiljø, så kan medarbejderne også nyde godt af de fine, nye, moderne 1. sals lokaler, der er blevet taget rigtig godt imod af alle efter, at de blev færdige.
Super Brugsen Løkken råder således over både en personalekantine og mødelokaler, som i 2023 på travleste vis er blevet udlånt til mange forskellige foreningsarrangementer.
Indtil nu har der været generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, grundejerforeningsmøder, netværksmøder, start up-møder, kundearrangementer, fastelavnsfest - og meget mere.
Der er allerede nu mange forespørgsler på at låne lokalerne i de kommende måneder, ligesom man som medlemsejet forening også vil tilbyde events for medlemmer og kunder.