Ny butik er Jans drømmeprojekt - og nu er han klar til at åbne
HJØRRING: Det ville være så nemt bare at skrive, at ”Jan åbner en ny ostebutik.”
Men man skal ikke være sammen med Jan Brandhøj i mange minutter, før det er tydeligt, at det er meget mere end bare en ostebutik, han snart åbner.
Det bobler kort sagt af virkelyst i Jan Brandhøj, mens der bliver hamret og banket i de lokaler på Bispetorv, hvor han inden længe åbner ”Vendia Ost.”
Den erfarne ostemand indrømmer gerne, at osten er central, og han går benhårdt efter at skaffe oste, som kunderne ikke kan finde andre steder i byen.
Men ”Vendia Ost” bliver også meget mere.
- Man kan sige, at alt det, man kan købe her i butikken på en eller anden måde favner osten, siger Jan Brandhøj.
Det betyder, at der både vil være eget vinmærke med en etiket, der er designet af arkitekten Jørgen Ussing, lokale øl fra Bryghuset Vendia Bryghus, samt kaffe, italiensk charcuteri, romkugler, cookies og masser af andre specialiteter i sortimentet, fortæller han.
Det bliver også muligt at bestille forskellige tapas-tallerkner.
Lokale leverandører
Jan Brandhøj har svært ved at skjule sin glæde over, hvordan den ene leverandør efter den anden siger ja til at være med.
Det passer nemlig helt perfekt ind i hans plan, at han nu kan kalde Slagter Dyrby i Løkken, Magnus Pizza Hjørring, Hybengården, samt Arla Unika for leverandører og samarbejdspartnere.
- Og der kommer flere til, men dem kan jeg endnu ikke løfte sløret for, siger han og flækker i et smil.
- Men I kan godt glæde jer. Hjernen og hjertet er jo så fuldt af ideer, men jeg ved også godt, at nu skal vi lige trække vejret, så vi kan nå at være med, siger han og fortsætter:
- Men jeg tør altså godt love, at vi slet ikke er færdige med at udvikle på det her koncept.
Når dørene åbnes 18. juni klokken 10.00, bliver det med borgmesterbesøg og gratis ostemadder til de første 100 gæster.
- Og så har vi selvfølgelig gratis smagsprøver fra vores leverandører hele ugen, siger Jan Brandhøj.