Malene giver store rabatter: Lokale kunder skal i butikken
I Bog & Idé i Hirtshals står de norske kunder for op mod 10 procent af butikkens omsætning.
Og lige nu mærkes deres fravær tydeligt.
- Vi mangler nordmændene i denne tid, derfor giver vi store udsalgsrabatter på 40 procent, så de lokale kunder også får gavn af det, siger Malene Jakobsen fra Bog & Idé i Hirtshals.
- Lige nu tilbyder vi store rabatter til alle vores lokale kunder, for snart fyldes byen igen med mange gæster i uge syv og otte, som er vinterferieugerne. Jeg håber, det snart bliver travlt igen. Vi arbejder konstant på at gøre butikken salgsklar, modtager nye varer løbende og har nok et af de største udvalg blandt Bog & Idé-butikkerne i landet, tror jeg.
Malene og Allans butik i shoppingcenteret i Hjørring har også et kæmpe sortiment.
- Det store udvalg tiltrækker kunder og øger salget, men det er afgørende, at priserne er konkurrencedygtige, og at vi yder god service. Det er opskriften på succes i detailhandlen, siger boghandleren og indehaveren af Bog & Idé i Hirtshals og Hjørring, Malene Jakobsen.