Krumme er tilbage på sporet: 8. marts kører Krummetoget årets første tur
HJØRRING: - Jeg var da godt nok lige ved at tro, at jeg havde kørt min sidste tur med toget.
Sådan siger Krumme, Krummetogets faste chauffør i en lang årrække, og som har været en tur forbi Sygehus Vendsyssel med vand i lungerne.
Sådan gik det heldigvis ikke, og Krumme fortæller, at selvom det har været en barsk omgang, så er han utroligt glad for alle de hilsner, der er kommet fra nær og fjern.
– Omkring 1700 hilsner har jeg fået, og det og de mange besøg, mens jeg var indlagt, er jeg meget taknemmelig for, siger han.
Han forsikrer, at han er tilbage i form, og at han og hans trofaste hjælper, Peter Roesdahl er klar til at skyde sæsonen i gang.
Peter Roesdahl har til lejligheden fået en ganske særlig kasket af Hjørring Handel. På den står der ”Krummes Hjælper.”
– Så er der ikke nogen, der kan være i tvivl om, hvem Peter er, siger Krumme.
Sæsonens første tur er 8. marts klokken 11.00 på Springvandspladsen.
Borgmester Søren Smalbro skal, vanen tro, klippe den røde snor, inden der fløjtes til afgang på den første tur med konfetti.
Herudover er der også besøg af Rolf Heim, der er direktør for Vendsyssel Teater, som skal holde den røde snor sammen med den afgående formand for Hjørring Handel, Betina D. Jensen.
Krumme har desuden allieret sig med Morten Kjær fra Føtex og Erik Jensen fra A-Z.
– For som altid er der jo en særlig overraskelse til børnene, for Krummetoget er jo det eneste tog i Danmark, hvor man får noget for at køre med, siger Krumme.