Kunderne ruller op i udleveringsområdet, og får poser med varer leveret direkte i bagagerummet.
Shopping

Køb ind fra sofaen: Føtex har succes med Køb & Hent-ordning

Kunderne bestiller varerne online og kan hente de færdigpakkede varer fra klokken 10 i Føtex Hjørring

21. november 2020 kl. 12:00

HJØRRING: Kunderne er glade for Føtex Hjørrings nye Køb & Hent-ordningen. De bestiller deres varer online, og henter de færdigpakkede varer i udleveringsområdet ved Føtex på Bispetorv fra klokken 10.

Kunderne kan med andre ord købe ind fra sofaen, når de har god tid, og de vælger selv, hvornår de vil hente varerne.

- Og det fungerer rigtig godt. Mange af de kunder, der tog tilbuddet til sig fra dag ét, bliver ved at bruge det. Og der kommer nye kunder til hver dag. Forleden snakkede jeg med en håndværker, der hentede varer. Han havde sine to børn på bagsædet. Konen havde købt ind på nettet, og han skulle bare køre forbi og hente de færdigpakkede varer. Han var glad for at slippe for turen i butikken med sine to børn, fortæller varehuschef Morten Kjær.

- Og systemet virker, tilføjer han og understreger, at der udelukkende kommer friske varer i poserne.

Når kundernes indkøbsliste sendes til Føtex Hjørring via nettet, går medarbejderen på indkøb i butikken for kunden. Herefter deles varerne op i containere, der sikrer frysevarer og de varer der skal i køle- og svalscontaineren. Når kunden kører ind på pladsen ved udleveringsstedet, samler medarbejderen hurtigt varerne fra containerne og lander dem i bilens bagagerum. Den nye service koster kunderne 29 kroner.

- Vi har fået rigtig meget ros - folk er virkelig glade for det her, konstaterer Morten Kjær.

På længere sigt er det meningen, at varerne skal stå i skabe, som folk får en kode til. Så kan de selv snuppe poserne med hjem.

Morten Kjær røber, at der også på sigt vil komme home delivery, så kunderne får varerne leveret direkte til døren.

Føtex er en del af Salling Group, der som en del at sin strategi har, at der skal skabes nye online måder at handle på.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu