Lars Sennels: - Min hustru vil nok grine, når jeg ifører mig lycra, men sådan er cykeluniformen jo… Jeg vil i hvert fald nyde at sætte mig op på og cykle ud til havet og langs med vores flotte kyst. Så kan Arne Boelt jo passende bruge kommunens coronapenge til endelig at få lavet den manglende cykelsti mellem Hjørring og Lønstrup.
Shopping

Feriepenge: En ny racercykel - og en cykeluniform

Hvis du fik penge på lommen, hvad vil du bruge dem på?

21. oktober 2020 kl. 12:36

VENDSYSSEL: De fleste af os drømmer om noget, vi grundlæggende ikke kan undvære, men som vi ikke lige har penge til at købe. Hvis du skulle vælge en af dine drømme og virkeliggøre den, fordi du nu har penge på lommen til at forbruge, hvad vil du så vælge?

Vi har stillet spørgsmålet til Lars Sennels, der er direktør for Vendsyssel Teater i Hjørring:

- Man skal jo gøre, som Mette og Arne siger – altså Mette Frederiksen og Arne Boelt. Og når de så for en gangs skyld siger, at vi skal bruge penge, skal man da være meget på tværs for ikke at gøre det.

- Når det så er sagt, har jeg faktisk ikke bestilt de der feriepenge – endnu. Det er lidt ligesom dengang, jeg var barn og gemte mit fredagsslik, så der var noget tilbage, når mine søstre havde spist deres. Og det med fare for at gemme det så længe, at det blev for gammelt.

- Nu kunne jeg jo vælge at invitere min hustru på balletweekend i Hamborg eller på teatertur til off Broadway i New York – men det må vi jo ikke. Og da Arne siger, at vi skal bruge pengene lokalt, og da min krop nok har bedre af motion end tyske schnitzler, kunne jeg godt komme i tanker om at købe en ny racercykel. En letvægter med carbonstel med lækre gear og skivebremser og alt udstyret. Jeg er jo gammel Tour de France-fan. Min hustru vil nok grine, når jeg ifører mig lycra, men sådan er cykeluniformen jo… Jeg vil i hvert fald nyde at sætte mig op på og cykle ud til havet og langs med vores flotte kyst. Så kan Arne Boelt jo passende bruge kommunens coronapenge til endelig at få lavet den manglende cykelsti mellem Hjørring og Lønstrup.

- I København har jeg en almindelig, sort herrecykel. Den er god, når jeg skal hurtigt frem mellem møder og teaterforestillinger. Her har min københavnerhustru foræret mig en Hövding, altså en oppustelig cykelairbag til at have om halsen. Den er jeg vild med – cykling kan jo være en farlig affære rundt om Kongens Nytorv. Men den slags går jo ikke på en racercykel, men hjelm skal der til, så jeg må nok også hellere investere nogle af mine løsfrosne feriepenge på sådan en også til mine cykelture i Vendsyssel. Så får jeg nok også lettere min kvinde med på idéen om at bruge pengene nu.

- Bliver der så lidt penge til overs, kunne jeg jo invitere Anne med på et af de dejlige spisesteder i nabolaget. Til hverdag er jeg vist en ”lidt for god kunde” Hos Uffe, så vi smutter nok en tur til Lønstrup.

Hvis du alene tænkte rationelt, ville du så handle anderledes?

- Det kunne jo godt være, at de rent rationelt burde blive sat ind på kontoen i banken. Men tænk sig, hvis nu der skete noget med mig, så jeg ikke kunne bruge dem. Det går jo ikke.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu