Ostemanden Poul: Hirtshals er Nordens Venedig
HIRTSHALS: – Vi har tusindvis af turister hele året, og der kommer flere og flere hvert år. Det kan jeg se på min omsætning, som kun går én vej hvert år – og det er opad, siger Poul Nimand Nielsen, der er indehaver af Ostemanden på Nørregade.
– Hirtshals er en fantastisk god handels- og erhvervsby. Vi har cirka 40 specialforretninger og udvalgsbutikker, og så er der seks supermarkeder. Derudover har vi 33 spisesteder, barer, værtshuse og restauranter, siger Poul Nimand Nielsen.
– Hirtshals er en attraktiv by at drive detailhandel i. Vi er en af de byer, der har flest aktiviteter og events, og så er vi – som sagt – en fantastisk turistby. De lokale er også gode til at handle i byen. Der er fremgang hele tiden, og der er mange nye arbejdspladser på vej med de mange nye virksomheder, der ønsker at placere sig i Hirtshals. Lige nu er der planer om ørredopdræt, og der er flere virksomheder, der ønsker at komme til Hirtshals i fremtiden, siger den dynamiske købmand, Ostemanden Poul Nimand Nielsen fra Nørregade 15 i Hirtshals.