Opsigtsvækkende arbejde i højden ved Hirtshals Varmeværk
HIRTSHALS: Mange forbipasserende har bemærket medarbejdere arbejde i reb højt over jorden på skorstenen ved Hirtshals Varmeværk. Her har specialister været i gang med at vedligeholde og renovere de markante skorsten.
Arbejdet er udført af virksomheden Avantea Esbjerg, som er specialiseret i inspektion, vedligeholdelse og reparation af industriskorstene i Danmark og resten af verden.
Hos Hirtshals Varmeværk er arbejdet en del af den løbende vedligeholdelse af skorstenen.
- Skorstenen bliver efterset efter de gældende regler, og på baggrund af det seneste eftersyn blev det anbefalet at få udført vedligeholdelsesarbejde, fortæller driftsleder Hans Christian Gadensgaard.
Rust blev fjernet og konstruktionen forstærket.
Ifølge Henrik Lyngsø, der er chef for den tekniske serviceafdeling hos Avantea blev skorstenen inspiceret sidste år.
- Når vi gennemfører en inspektion, kommer der ofte anbefalinger til, hvad der bør laves. På skorstenen i Hirtshals kunne vi se, at den trængte til vedligeholdelse, så den er blevet afrenset for rust, slebet og efterfølgende malet, fortæller han.
Formålet er både at forbedre udseendet og beskytte stålkonstruktionen mod yderligere rustangreb.
Samtidig har virksomheden gennemført statiske beregninger og udført forstærkninger af konstruktionen.
- Vi har lavet nogle forstærkninger på skorstenen og vurderet dens levetid. De tiltag, der er gennemført, betyder, at den som minimum kan stå fem år endnu, siger Henrik Lyngsø.
Rebteknik erstattede stillads
Det mest opsigtsvækkende ved opgaven har været arbejdsmetoden. I stedet for stillads blev arbejdet udført af specialuddannede rope access-teknikere, som arbejder ved hjælp af reb på konstruktionen. Metoden anvendes ofte ved inspektion og vedligeholdelse af høje og svært tilgængelige anlæg, hvor kraner eller lifte ikke er nødvendige eller egnede til opgaven.
- Ved maleopgaver som denne bruger vi rope access-folk. Det er specialister med særlige certificeringer, som arbejder sikkert i højden ved hjælp af reb, fortæller Henrik Lyngsø.
Industriskorstene skal ifølge gældende normer inspiceres med højst to års mellemrum for at sikre, at de fortsat er sikre og stabile.