Billede beskrivelse

Nordjysk topklub henter ligatopscorer fra lokal konkurrent

Topscoreren skal afløse Camilla Kur, der skifter til engelske Liverpool

09. december 2022 kl. 09.04

FODBOLD: Rikke Dybdahl har i denne sæson i kvindernes bedste fodboldrække, Gjensidige Kvindeliga, fået modstanderens målnet til at blafre imponerende otte gange. 

Det gør hende til delt topscorer i ligaen - noget som de har nydt godt af i Dybdahls klub, FC Thy-ThistedQ.

Men fra nytår er det ikke længere den blå og hvide trøje, hun tager over hovedet. I stedet skifter hun til lokalrivalerne Fortuna Hjørring.

- Vi har fået en ønskespiller ind i truppen. Rikke er en super angriber, siger cheftræner Bo Zinck i en pressemeddelelse.

- Jeg håber, at vi kan udvikle hende og få hende op på et endnu højere niveau. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Rikke. Jeg synes, at det her viser, at Fortuna stadigvæk er en klub, der kan og vil have store danske profiler på holdet.

25-årige Rikke Dybdahl deler topscorerværdigheden i Gjensidige Kvindeliga med den snart tidligere holdkammerat Malene Sørensen og HB Køges Cecilie Fløe.

I Fortuna Hjørring skal Rikke Dybdahl afløse de grønblusedes topscorer Camilla Kur, der har scoret syv gange. Hun kommer dog ikke til at lave flere mål for Fortuna i denne omgang, da hun skifter til engelske Liverpool.

Samarbejdet mellem Rikke Dybdahl og Fortuna Hjørring gælder i første omgang for et enkelt år.

Fortuna Hjørring er lige nu nummer tre i ligaen efter HB Køge og Brøndby IF. FC Thy-ThistedQ ligger nummer fire.

Se også
Fortuna Hjørring-chef ser frem til ny begyndelse
Se også
Anfører afgjorde sin sidste kamp for Fortuna Hjørring
Se også
Farvel Fortuna - nu venter eventyr i fodboldgal by
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste