Én af de største investeringer i Hirtshals finder sted lige nu
HIRTSHALS: Der bliver investeret 103 millioner kroner i de 51 nye boliger fordelt på fem blokke på Søndergade og Mågevej i Hirtshals.
Det var BoVendia, der inviterede til rejsegilde fredag den 13. juni, og der var cirka 100 gæster og håndværkere til stede – med røde pølser og en tår at drikke.
Direktøren for BoVendia, Johnny Brinkmann Jensen, roste de mange håndværkere og entreprenører for et flot og godt arbejde:
– Det er gået rigtig godt indtil nu, takket være alle jer, der står her i dag. Jeg føler, at alle har ja-hatten på i det daglige arbejde, og byggeriet er gået så godt, at vi nok bliver færdige et halvt år før beregnet. Vi havde regnet med at være færdige ultimo 2026, men det ser ud til, at vi kan være færdige i sommeren 2026, sagde Johnny Brinkmann Jensen fra BoVendia i sin tale til de mange fremmødte til rejsegildet denne fredag i Hirtshals.
Byggeriet opføres med gule mursten yderst, hvilket passer fint sammen med Hirtshals Skole, som også er i gule sten. Desuden bliver tagene ikke så høje som på de gamle blokke.
Der skabes et spændende boligmiljø, som fremmer både det sociale liv og appellerer til en aktiv fritid. Dette tilstræbes med nye belægninger og belysninger samt cykelskure og miljøvenlige opholdsmuligheder i hele området ved de fem nye boligblokke, som indeholder i alt 51 lejligheder.
Lejlighederne bliver tilgængelige med både trapper og liftsystem og opføres i størrelserne 83-106 kvadratmeter.