Se de glade billeder: GVL havde ungdomsafslutning efter en fin sæson
Tidligere på måneden var det atter tid til fodboldafslutningen for GVL's ungdomsspillere efter endnu en sæson, hvor mange af de yngre talenter fik vist deres kunnen på grønsværen.
Til afslutningen på GVL's stadion i Løkken var der mere end 200 deltagere i form af både spillere, søskende og forældre, og de kunne alle hygge sig i varmen og det flotte vejr.
Højdepunkt
Begivenheden er altid et stort højdepunkt for hele GVL's ungdom, og er samtidig symbolsk med et blomstrende foreningsliv i GVL og mange nye tilflyttere til byen.
Børnene brugte masser af energi på hoppepuderne og fodboldbanerne, imens de voksne hyggesnakkede og kunne nyde sommertemperaturerne på plænen.
Aftensmaden kunne også indtages her, da frivillige hjælpere tilberedte pølser på grillen, ligesom flere forældre havde medbragt lækre kager, der også blev nydt af både store og små.
Flot tilgang
GVL's ungdomsudvalg glæder sig meget over den fornemme tilgang af medlemmer i øjeblikket - særligt på de yngste årgange, men også for de ældste ungdomsspillere, hvorfor klubben i år har oprettet et U17-drengehold efter den store tilslutning.
Dette U17-hold havde i weekenden forinden i øvrigt deres egen sommerafslutning med masser af hygge, en Premier League-kamp på storskærm og en overnatning i klubben.