Salon med ”skilning”: Derfor er Alice og Ivar gået hver til sit
I ti år har Alice Rødkjær og Ivar Pedersen huseret med saksene i salon You and AI i Stokbrogade, men nu er det slut med at klippe på samme adresse.
Det er dog ikke fordi, de er røget i totterne på hinanden.
Alice Rødkjær har rykket salonen - Klip & Kunst - hjem i privaten i Store Kirkestræde, så arbejdet bedre kan gå i spænd med andre af hendes passioner: Maleri, skulptur og syning af tøj og dukker.
- Når man er blevet 65 år gammel, så har man lov at være lidt egoistisk, siger Alice Rødkjær.
Åbningstiderne er blevet indskrænket en smule, så hun får mere tid til fritids-syslerne i hjemmet, som også tæller hunden Wilma og manden Herman, der er vinkyper i Meny i Hjørring
På væggene i hjemmet hænger flere af hendes malerier, og der er masse af skulpturer af kvindekroppe med runde former i vindueskarmene - og så er der alle dukkerne, der har hår af lammepels. Og det bliver lige studset i salonen, når der ikke er kunder ...
Selvstændig som 20-årig
Alice Rødkjær kunne torsdag fejre 45 års jubilæum: Som blot 20-årig sprang hun ud som selvstændig med Byens Frisør i Jernbanegade tilbage i 1976 med otte ansatte. Senere blev der klippet i Svinget - og fra 2011 i samme salon som Ivar Pedersen.
- Vi blev enige om gå sammen - så kunne vi dele huslejen og skubbe lidt til hinanden, når det var nødvendigt, som hun siger.
Måske skønhedshus
I Stokbrogade havde salonen det lidt specielle navn You and AI - A for Alice og I for Ivar.
Nu er Alice væk, så nu kommer salonen blot til at hedde You and I, fortæller Ivar Pedersen.
Det har allerede smittet af på indretningen af salonen, at han ikke længere skal snakke sig frem til en løsning med en kvinde: På en disk og rundt om spejlene har råt drivtømmer fundet vej som udsmykning.
Men både mænd og kvinder er velkomne som kunder, understreger Ivar.
- Jeg klipper alle - undtagen hunde!, siger han med et smil - og kigger på den 11 måneder gamle Zhoko, en tysk langhåret hønsehund, der har fået lov at komme med på arbejde.
Ivar Pedersen overvejer i øvrigt, om de tomme kvadratmeter i salonen skal i spil til at skabe et skønhedshus, hvor der måske på sigt kan blive plads til discipliner som fodpleje og make up.