Lissy Strier Kærholm, Skipper Clement Lauget, slog Dana Cup-direktør Jette Andersen til ridder. Foto: Bente Poder
Mennesker

Sætter Hjørring på verdenskortet: Nu er hun slået til ridder

05. september 2022 kl. 12:35

HJØRRING: Hvert år slår Skipper Clement Lauget en person, som har ydet en særlig indsats for Hjørring, til ridder.

I år - i forbindelse med en frivillighedsfest i Dana Cup-regi lørdag i Fiberhallen - blev Dana Cup-direktør Jette Andersen slået til ridder.

Det er 56. gang, at lauget - der består ar repræsentanter fra de tre Lions-klubber i Hjørring - slår en person til ridder.

Baggrunden for, at Jette Andersen har fået det skarpe skulderklap, er, at hun har været en vigtig drivkræft i udviklingen af Dana Cup og dermed har bragt Hjørring på verdenskortet.

Dana Cup blev opfundet af John Robert Larsen i 1982, og Jette Andersen blev ansat i 1986 - efterhånden har Dana Cup udviklet sig til, at være verdens 3. største ungdomsfodboldturnering.

- I uge 30 sprudler byen af liv. Der er en international stemning ført frem af fodboldglade piger og drenge samt deres ledere, og de mange forældre - især fra Norge - der følger med til Vendsyssel. Herved tildeler jeg dig, Jette Buchard Andersen, Skipper Clement-sværdet og slår dig til ridder af Skipper Clement Lauget i Hjørring, lød det fra Lissy Strier Kærholm, Skipper Clement Lauget, da hun slog Dana Cup-direktøren til ridder.

Jette Andersen har i øvrigt også selv haft en flot karriere på grønsværen med 348 kampe for Fortuna samt 15 landskampe.

Annonceret indhold

Nyeste