Billede beskrivelse

Røde Kors åbner ny butik i Vrå

09. juni 2024 kl. 11.00

VRÅ: De sidste detaljer er ved at komme på plads i forbindelse med åbningen af Røde Kors' nye genbrugsbutik på Mejerigade 15 i Vrå, hvor det tidligere Kiwi supermarked lå.

Forud for åbningen af butikken fredag 14. juni kl. 10.00, så er der blandt andet blevet malet i de nye lokaler, som er opdelt i lyse, venlige og yderst hyggelige afdelinger.

Borgmester Søren Smalbro (V) holder åbningstale og klipper snoren, ligesom der vil være indvielsessang og fin musik fra Hjørring Musiske Skole, samt lidt godt til ganen.

Ligeledes vil formand for Løkken-Vrås afdeling for Røde Kors, Arne Dørup Jensen, holde en kort tale og uddele blomster til flere, samt takke alle, der har hjulpet i forløbet.

Alle, der møder op, vil kunne opleve en butiksudvidelse med mere end 3 gange så meget plads som den tidligere butik i Østergade - og det er blot en af flere, nye fordele.

Stor rummelighed

De nye gemakker indeholder udover butikken også nørklehjem, mødelokale, mødested og infocenter om Røde Kors' arbejde, samt kontor og køkken bag butiksarealet.

Det opdaterede mødelokale og mødested for frivillige, hvor der kan flexes med ændring til nørklerum, giver også nye muligheder, så alle involverede får en optimal oplevelse.

I lagerlokalet er der plads til tøj og sorteringsområde, mens naboskab til Super Brugsen med 10 P-pladser og genbrugscontainer udenfor giver komfort for kunder og frivillige.

Knokle i kulissen

Op til åbningen er der blevet arbejdet en del, idet bestyrelsen tog beslutningen om butikken i januar, hvilket efterfulgtes af et inddragelsesmøde for frivillige og åbent hus.

Særligt de frivilliges indsats er værdsat, og Røde Kors er altid interesseret i at hverve flere lokale, som ønsker at blive frivillige/medlemmer til det meningsfyldte arbejde.

Du er altid velkommen til at læse mere om Røde Kors-afdelingens arbejde via websitet bit.ly/loekken-vraa eller ved at søge på Røde Kors Løkken-Vrå via Facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste