Ny borgmester-kandidat: Kan hun vippe Smalbro af pinden?
HJØRRING: Ved kommunalvalget i 2021 blev der tildelt Arne-pension til Hjørrings borgmester.
Efter at have regeret i 12 år gled magten Arne Boelt af hænde, og Venstres Søren Smalbro sikrede sig borgmesterkæden.
I 2025 - ved næste kommunalvalg - vil Socialdemokratiet prøve at få fingre i kæden igen, og det bliver med Mai-Britt Beith i spidsen: Onsdag aften valgte Socialdemokratiet i Hjørring Kommune nemlig hende som ny borgmesterkandidat på en ekstraordinær generalforsamling.
Efter kommunalvalget i november 2021 har Mai-Britt Beith været gruppeformand i byrådsgruppen. Hun har siddet i byrådet siden 2013 - og har haft poster som næstformand i sundheds-, ældre- og handicapudvalget, formand for det politiske koordinationsudvalg for sundhed, og senest udvalgsformand for børne-, fritids- og undervisningsudvalget.
- Jeg er meget rørt over den store opbakning jeg har fået i forbindelse med mit kandidatur. En opbakning som jeg kommer til at trække på og bygge videre på i årene frem til næste kommunalvalg. Det kræver en holdindsats at vinde borgmesterposten tilbage, og vi skal nu ud og genvinde borgernes tillid, siger Mai-Britt Beith, der blev valgt uden modkandidat.