Motorcykler og kørestole i blandet træf i Løkken
LØKKEN: Motorcykler, veteranbiler og en enkelt Ferguson-traktor skabte liv og glæde ved det årlige motorcykeltræf på Ældrecenter Havgården i Løkken. Arrangementet samlede både motorentusiaster og beboere til en dag præget af fællesskab, gode samtaler og flotte køretøjer.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Adskillige motorcykler, nogle veteranbiler og en enkelt Ferguson-traktor samlede sig stille og roligt på parkeringspladsen ved Ældrecenter Havgården i Løkken.
Samtidig blev terrassen fyldt med kørestole, brede smil og motorcykelentusiaster i veste med rygmærker.
Anledningen var Havgårdens årlige motorcykeltræf, hvor egnens motorcykelklubber samledes for at vise deres køretøjer frem og ikke mindst få en snak med hinanden og ældrecentrets beboere.
Hyggen på terrassen blev understøttet af Havgårdens frivillige, der solgte kaffe, kage og grillpølser.
Afdelingsleder på Havgården, Martin Ljatifi, glæder sig på egne og beboernes vegne.
- Det blev et særdeles vellykket træf, hvor solen skinnede om kap med de flotte køretøjer.
- Vi har nu afviklet dette arrangement i fire år, og det er altid spændende at se motorcyklerne køre op mod Havgården langs Brændingen, uddyber han.
- Alt overskud fra dagen går til aktiviteter for beboerne, og arrangementet ville ikke kunne gennemføres uden den store indsats fra de frivillige. Derfor skal der lyde en stor tak til dem. Samtidig takkes MENY Løkken og SuperBrugsen Løkken for deres kagesponsorater. Vi glæder os allerede til at ses igen i 2027 til endnu et træf, siger Martin Ljatifi.