- Det her betyder alt for mig - det giver mig overskud i hverdagen, og det gør, at jeg fastholder mit vægttab, siger Louise Bast, der har gennemført et vægttab på hele 30 kilo.
Mennesker

Loop Hjørring åbnet igen: Her får Louise overskud - og fastholder sit vægttab

15. maj 2021 kl. 18:00

HJØRRING: For nogle af os er det svært at komme afsted til motionscenteret flere gange om ugen. Men corona-nedlukning betyder, at mange motionister har erfaret, at det er mindst lige så svært at undvære de ugentlige ture med høj puls og sved på panden.

47-årige Louise Bast var en af dem, der stod klar den fredag Loop Hjørring slog dørene op første åbningsdag efter corona-nedlukningen. Hun var nemlig SÅ klar til at give den fuld skrue i motionsmaskinerne igen.

Da landets motionscentre lukkede ned tog hun i første omgang en tænkepause.

- Alle kan være med her uanset alder. Du bestemmer selv tempoet i maskinerne, siger centerleder Tina Bakker Christensen i Loop Hjørring.  Foto: Bente Poder

- Til at begynde med sad jeg på sofaen og havde rigtig, rigtig ondt af mig selv, smiler hun.

- Men jeg tænkte: ”Det går ikke”. Så jeg forsøgte at følge noget onlinetræning med en let sag på 45 kilo, der hoppede og dansede foran en skærm. Det var faktisk dødens pølse - det kunne jeg ikke forenes med. Og så stod undskyldningerne for ikke at motionere nok lidt i kø, tilføjer hun.

- Jeg ville jo bare gerne ud at løbe, men så kom vinteren, og der blev glat ud. Så det turde jeg ikke. Da vinteren forsvandt, startede jeg stille og roligt op med at løbe igen, og det blev nok min redning, tilføjer Louise, der nu løber to til tre gange om ugen.

- Jeg var nødt til at begynde helt forfra efter så lang en pause. Jeg løb og gik - løb og gik, og så trænede jeg mig op til at løbe fem kilometer. Og det holder jeg stadig fast i - kombineret med træning her i Loop.

To runder i motionscirklen og sidste runde ved kaffebordet. Finn Nielsen og Palle Kragh møder fast i Loop Hjørring mandag, onsdag og fredag - og de har savnet svedeturene i motionscenteret under corona-nedlukningen for som de siger: ”- Det giver velvære at træne og det er svært at undvære”. Foto: Bente Poder

Louise har ikke på noget tidspunkt overvejet at droppe de tre ugentlige træninger i Loop.

- Det her betyder alt for mig - det giver mig overskud i hverdagen, og det gør, at jeg fastholder mit vægttab.

Hun har tabt hele 30 kilo over de seneste to år og fire måneder. Og fysisk aktivitet har haft afgørende betydning for vægttabet.

- Jeg melder mig aldrig ud af Loop igen, smiler hun, inden hun tager plads i en maskine for at arbejde sig videre gennem cirklen med motionsmaskiner.

God plads og plads til flere

Centerleder Tina Bakke Christensen glæder sig også over, at der igen er liv i træningslokalerne.

- Åbningen er forløbet stille og roligt. Der er god plads. Og vi vil selvfølgelig gerne have flere ind i centeret, fortæller Tina Bakker Christensen og tilføjer, at det lige nu er gratis at melde sig ind - samtidig kan nye medlemmer træne den første måned for én krone.

Højsæson for motionscentrene er typisk efterår og vintermåneder, mens sommeren ofte er forbundet med nedgang i antallet af motionister.

- Men de faste medlemmer er mødt op, og de er så positive, smiler Tina og retter omgående sig selv: - Men de har altså negative corona-test.

- Det har været hårdt for mange af dem at gå hjemme. Men mange af dem har gået og cyklet nogle ture.

Tina tilføjer, at der også er kommet nye medlemmer til centeret.

Tre cirkler - til børn og voksne

Loop Hjørring råder over tre cirkler - to til voksne og en til børn.

- Alle kan være med her uanset alder. Du bestemmer selv tempoet i maskinerne. Det er et struktureret koncept, og det er nemt for kroppen og hjernen at huske, hvad du skal gøre - og hvor længe. Og alle går samme vej i cirklen.

En klokkelyd fortæller motionisterne, hvornår de skal videre til næste maskine og næste fysiske udfordring.

Loop Hjørring har normalt åbent fra klokken fem morgen til 22 aften, men kravet om at centeret skal tjekke coronapas hos kunderne betyder, at åbningstiderne er indskrænket.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu