Korleder Vagn Egon Jørgensen er faktisk vokset op på Rubjerg Præstegård, så han vender hjem til Lønstrup.
Mennesker

Kendt dirigent og korleder skal stå i spidsen for Sognekoret i Lønstrup

29. august 2023 kl. 10:01

Musikken er i højsædet, når man besøger kirkerne i og omkring Lønstrup. 

Ikke mindst i kraft af det traditionsrige Sognekor, som tæller omkring 35 medlemmer.

Sognekoret har nu fået ny korleder – og det er noget af en musikalsk kapacitet, som skal stå i spidsen for koret fremover.

- Vagn Egon Jørgensen er ikke bare er kendt for lokale koncerter, men kommer med en lang og flot karriere som dirigent, korleder, kapelmester, organist og musikant.

Det oplyser sognepræst i Skallerup-Vennebjerg-Mårup Pastorat Inge Haandsbæk Vestergaard i en pressemeddelelse.

Han er en lokal sjæl, vokset op som forpagtersøn i Rubjerg Præstegård, hvor Marguerite Viby og Susse Wold havde sommerhus i nabolaget.

Her havde Vagn Egon Jørgensen som 10-årig fornøjelsen af at spille ”I Kongelunden skal brylluppet stå” på sin harmonika, mens Marguerite Viby sang til.

Som ung tog han til Aarhus for at studere musik på universitetet, accordeon og musikledelse på musikkonservatoriet – og resten af tiden spillede han til bal med sit orkester hjemme i Vendsyssel i weekenden, og efterhånden over hele landet, og fik senere hen arbejde som musikskolelærer.

I 1990’erne etablerede Vagn Egon Det Jydske UnderholdningsOrkester, som især er kendt for hvert år at synge Nytårskoncerten i Skagen, og han var desuden med til at starte Vilhelmsborg Festspil v/Århus, Herning Kongrescenters Musicalforestillinger og Musicalforestillingerne i Fredericia. Og så var han chef- og musikdirigent for Sjællandske Livregiments Musikkorps

Senere tilføjede han også teambuildingsvirksomhed med korsang som middel til cv’et og begyndte at arbejde professionelt med sin hustru Tina Buchholtz, der er sangerinde. I en årrække var han også højskoleforstander i Støvring.

Efter finanskrisen vendte Vagn Egon blikket mod kirkeorgelet, uddannede sig til organist og fik arbejde.

Derudover har han løbende dirigeret og spillet, blandt andet med sit eget ensemble De Lystige Sømænd, samt danseorkestret La Strada Band.

- Og nu har kirkerne altså her i Lønstrup, Vennebjerg og Skallerup sogne fornøjelsen af at have Vagn Egon ved roret for Sognekoret, som øver hver tirsdag kl. 19.30 – 21.30 i Skallerup Sognegård - og alle er velkomne, skriver Inge Haandsbæk Vestergaard.

Annonceret indhold

Nyeste