Jens har hentet 130 flygtninge til Danmark - og han fortsætter

14. marts 2022 kl. 18.00

SINDAL: ”Lions i Danmark Hjælper Ukraine”. Sådan har motto’et lydt for Lions klubberne landet over, og det motto har Lions klubberne i Hjørring og Hobro taget til sig.

Jens Ole Jørgensen, der er fra Sindal og er distriktsguvernør for Lions distrikt 106B og Hjørring Vendia, Torben Christensen fra Lions Club Hjørring og Jens Jørgensen Hald fra Lions Club Hobro satte sig for nylig sammen og talte om, hvordan de nordlige Lions klubber kunne hjælpe ukrainske flygtninge til Danmark.

Ord blev hurtigt til handling, og der blev med lynets hast iværksat en pengeindsamling. To dage efter var der indsamlet nok til, at den første bus kunne sendes afsted til Polen. Yderligere to busser fulgte kort tid efter, og i søndags var alle tre busser tilbage i Danmark med 130 ukrainske flygtninge, der blev fordelt til private, der uden tøven åbnede deres hjem for flygtningene.

En rute med bump på vejen

Selvom de tre busser, der blev sendt afsted på forskellige tidspunkter, alle er vendt tilbage til Danmark med ukrainske flygtninge, så er det ikke sket uden bump på vejen.

Blandt andet oplevede busserne, at der var stor ventetid ved grænsen for at få alle flygtninge registreret. Desuden måtte den sidste bus erkende, at ikke alle ukrainske flygtninge mødte op som aftalt.

Derfor kørte den med 20 tomme sæder hjemad.

Hennings Busser fra Hjørring stillede busser og chauffører til rådighed, ligesom Lions stillede med en chauffør i form af Torben Christensen samt Jens Jørgensens Halds hustru Maria Wasylkowska som tolk.

Den konstellation har både Lions og Hennings Busser været glade for, fortæller Jens Ole Jørgensen.

- Vi havde en aftale med Hennings Busser om, at der altid skulle være en med fra Lions, der kunne træffe beslutninger, hvis der skete ændringer, og det gør der på sådanne ture. Alt ændrer sig fra næsten minut til minut. Så der bliver virkelig snakket i telefonerne, siger Jens Ole Jørgensen.

- På alle de tre ture har der været et fantastisk samarbejde med de Polske Lions klubber og flere gange også med de Polske Rotary klubber.

I løbet af den næste uges tid forventer Lions at sende endnu en bus mod Polen for at hente Ukrainske flygtninge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste