Jan Bruun Pedersen kender selv personer i sin omgangskreds, der har sclerose. Og netop dette er drivkraften, der i månedsvis har fået ham til at iføre sig sin Cykelnerven-trøje og cykle de danske landeveje tynde.Foto: Jakob Helbig
Mennesker

Jan fra Hirtshals med i Danmarks hårdeste velgørenheds-event: Klar til Alpe d’Huez

26. maj 2022 kl. 09:00

HIRTSHALS: 1. juli 2022 går det løs, når Tour de France løber af stablen med start i Danmark. Men allerede i juni drager Jan Bruun Pedersen fra Hirtshals til Alperne for at bestige nogle af de afgørende bjerge, som også Tour-feltet skal prøve kræfter med.

Jan Bruun Pedersen deltager for at samle penge ind til forskningen i sclerose via initiativet Cykelnerven, oplyser Scleroseforeningen i en pressemeddelelse.

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af frivillige cykelentusiaster om ét fælles mål: En verden uden sclerose. I år drager Cykelnerven for 8. år i træk afsted mod Frankrig.

Jan Bruun Pedersen kender selv personer i sin omgangskreds, der har sclerose. Og netop dette er drivkraften, der i månedsvis har fået ham til at iføre sig sin Cykelnerven-trøje og cykle de danske landeveje tynde for at blive klar til juni og støtte op om den gode sag:

- Jeg deltager, fordi det er en helt unik mulighed for at kunne gøre en forskel for de, der lider af sygdommen. Samtidigt får jeg selv en oplevelse for livet. Det var et let valg for mig at deltage i Cykelnerven, fordi jeg kender til sclerose i forvejen. Jeg har både bekendte, der lider af sygdommen og en cykelmakker, der mistede sin hustru til sygdommen for et par år siden. Det er derfor en stor motivation, at man ved at indsamle midler kan være med til at gøre en forskel, fortæller Jan Bruun Pedersen.

- Jeg har på nuværende tidspunkt samlet i alt 76.000 kroner ind, hvilket er det største beløb på Team Nordjylland. Jeg kan kun takke sponsorerne for deres velvillighed. Deres indsats er meget værdsat og vil gøre en kæmpe forskel for dem, der lider af sclerose, lyder det endvidere.

Jan Bruun Pedersen glæder sig usigeligt meget til at komme ned og køre i Alperne.

- Jeg har for mange år siden kørt op ad Alpe d’Huez, og det var en stor oplevelse. Nu skal vi så bare cykle mange bjerge flere dage i træk - det bliver stort. Og så bliver det endnu større at være en del af det, fordi Touren starter i Danmark, siger han.

De mange Cykelnerven-deltagere er fordelt på 11 hold rundt om i landet - heriblandt Team Nordjylland, som i år tæller 18 nordjyder. Hvert hold har sin egen kaptajn, der frivilligt arrangerer og koordinerer træning og fundraising i de måneder, der går forud for turen til Alperne i juni.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 17.747 danskere med den uhelbredelige sygdom, som oftest rammer unge mennesker i starten af 30’erne. Cykelnervens fornemmeste opgave er at stoppe denne negative udvikling og kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.

Takket være lokale sponsorer og støtter har Cykelnervens ryttere samlet over 34 mio. kr. ind til forskningen i sclerose siden starten tilbage i 2014.

Cykelnerverytterne kører i år fra den 15. til og med den 18. juni.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu