I en tid med fremskridt: Lokal Røde Kors indbyder til generalforsamling
Efter Arne Dørup Jensen tiltrådte som formand for Røde Kors' Løkken/Vrå-afdeling, så er der kommet gedigen gang i sagerne med fremskridt på en række af forskellige parametre.
Således er der lige nu 139 medlemmer og 110 frivillige i området, hvilket placerer afdelingen som den 19. største af landets 201 afdelinger målt i forhold til indbyggertallet i distriktet.
Røde Kors-butikken i Vrå har samtidig haft en omsætningsfremgang på næsten 20 procent i det forgangne år, ligesom mange af de involverede ildsjæle har deltaget i stor kursusaktivitet.
Holder generalforsamling
Formanden ser derfor fortrøstningsfuldt frem til årets ordinære generalforsamling, som denne gang foregår onsdag 28. februar 2024 kl. 18.30 i Sognegården i Vrå.
Aftenen vil blandt andet indeholde årsberetning, fremlægning af regnskab, information om planer fremover, valg til bestyrelsen og af venskabsprojekter, årsfilm, smørrebrød og kaffe.
Bestyrelsen håber på stor tilslutning, og tilmelding kan af hensyn til forplejning ske i Røde Kors-butikken eller via telefonnummer 2887 2839 senest 23. februar 2024 - du kan også læse mere via: bit.ly/loekken-vraa
Flere bolde i luften
På mødet i slutningen af februar vil man også komme med mere information om butikken, der trods udvidelsen sidste sommer er blevet for lille.
Afdelingen har derfor valgt at takke ja til et meget fordelagtigt tilbud om at overtage den tidligere Kiwi-butik ved siden af Super Brugsen i Vrå.
Det vil skabe endnu bedre forhold for de butiksfrivillige og nørklerne, samt mødemuligheder i baglokalet for alle involverede, ligesom højere omsætning og større overskud forventes.
Man vil også komme ind omkring det store engagement i frivilliggruppen, tilgangen i familienetværket, en kommende studietur til Bangladesh - og meget mere.