Humor med krøller på halen
Lønstrup-musiker Lars Jakobsen udgav nyt album
16. april 2018 kl. 10.24
LØNSTRUP: Der kunne ikke stoppes så meget som et 5-årigt barn mere ind i salen i Lønstrup Café Bio søndag eftermiddag, da Lars Jakobsen havde inviteret til dåbsfest. Folk sad på trappen ned fra caféen og helt ud i indgangspartiet for at være en del af festen.
- Det har været en graviditet med en del komplikationer. Det er ikke en dåb, vi er kommet sovende frem til, konstaterede den veloplagte og stolte far.
"Barnet" skulle også i løbet af eftermiddagen vise sig at være særdeles velskabt, da Lønstrup-musikeren sammen med sine fem musikalske legekammerater spillede en række af numrene fra "Ligeud på tværs", som hans tredje album er blevet døbt.
Sangene viste ikke bare Lars Jakobsens talent for at skrive gode melodier. Teksterne afslørede også, at han mestrer både humoren, eftertænksomheden og blikket for vores særheder, fejl og styrker.
Ja, der var endda en sang om en lastbilfuld grise på chartertur. De var så begejstrede over alt det nye, de oplevede på turen ... til slagteriet! Måske skulle vi alle dele deres begejstring. Vi ender jo også alle det samme sted, så hvorfor ikke bare nyde livets rejse...
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Lars Jakobsen nyder sit liv på og udsigt fra en bakketop i Lønstrup. Og publikum kvitterede for en dejlig eftermiddag med dåb og koncert med stående ovationer.