Parret begyndte at gå ture for 50 år siden - først en gang ugentligt, men nu dagligt. Foto: Henrik Louis
Mennesker

De går hver dag seks kilometer sammen - uden at veksle et eneste ord

08. april 2021 kl. 13:45

Hvis man kører fra arbejde i Hjørring ved fire-tiden om eftermiddagen, så er der en vis chance for, at man ser en mand iklædt en sort Fortuna-jakke og rød kasket vandre i pænt tempo på et fortov i Hjørring.

Umiddelbart skulle man måske tro, at han var alene, men sådan forholder det sig ikke: Syv-otte meter længere fremme går hans kone nemlig.

- Det er fordi, jeg ikke rigtig kan følge med hende. Så vi kan ikke rigtig snakke sammen, når vi går - det gør vi så, når vi kommer hjem, lyder det fra Niels Erik Schmidt - bedre kendt som Krumme i Hjørring, idet han i mange år var bager i byen.

Det er blevet lidt af en trend at gå ture efter Covid-19’s fremkomst, men Krumme og fru Alice har været tidligere ude end de fleste.

- Vi begyndte at gå ture for 50 år siden. Da vi havde bageriet i Nørregade, fik Alice en idé. Hun spurgte mig, om jeg ville være med til at gå en lang tur hver fredag, når jeg var kommet op af middagssøvnen. Jeg var ikke så meget for det, men synes alligevel det kunne være fint nok, fortæller Krumme.

Det greb om sig fra 2004, da Alice stoppede på arbejdsmarkedet - så begyndte parret at gå en fast rute på 7.3 km hver eneste dag.

- Selv i snestorm går vi. Hvis der har været rigtig varmt, kører vi til Tornby og går på stranden næsten helt til Hirtshals Fyr og tilbage igen, lyder det fra Krumme.

I 2019 flyttede parret fra Nørregade til Heimdalsvej, så ruten måtte laves lidt om. Nu går de ”kun” cirka seks kilometer dagligt.

Turen går ad Bispensgade mod byen, ud af Frederikshavnsvej og så ned forbi A-Z på Ringvejen, inden Bispensgade igen nås - og så helt hjem til Heimdalsvej.

Krumme, der senere i år fylder 80 år, fortæller, at gåturene er med til at forhindre, at han bliver ramt af følgesygdomme relateret til Diabetes 1, som han fik konstateret for 62 år siden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu