Billede beskrivelse

Carina har selv haft kræft inde på livet, og nu tager hun en særlig stafet

13. februar 2025 kl. 06.10

HJØRRING: Stafet for Livet i Hjørring har fået en ny formand. Det er Carina Jensen, der dog på ingen måde er ny i regi af Stafet for Livet, der har eksisteret 10 år i Hjørring, og hvor hun også har været medlem af styregruppen.

- Stafetten er ikke ny for mig, og de første fem år havde vores familie vores eget hold, “Team BJ & Co”, til minde om min søster, der døde af kræft, fortæller hun.

For Carina Jensen kommer ikke udenom, at både hun personligt og resten af familien har haft kræft tæt inde på livet.

Billede beskrivelse

- Jeg har selv været syg og deltaget som ”fighter” i 2017 og 2018, fortæller hun.

Carina Jensen fortæller, at hun glæder sig over, at hun nu står i spidsen for den lokale Stafet for Livet.

– Der er slet ingen tvivl om, at jeg har overtaget en veldrevet maskine. Jeg glæder mig til, at vi skal tænke nyt, og jeg vil blandt andet gå i gang med at finde ud af, hvordan vi kan tiltrække nye frivillige til både styregruppen og de øvrige aktiviteter, fortæller hun.

Hun er i den forbindelse glad for en ny platform hos Kræftens Bekæmpelse, ”frivillig.dk,” hvor potentielle frivillige kan gå ind og læse om de mange muligheder for at være frivillig for kræftsagen.

– Alle er velkommen til at kontakte os og bliver ”føl i butikken” for at se, om det er noget, de har lyst til, siger hun.

Billede beskrivelse

På grund af sin egen historik ved hun, at det gør en stor forskel uanset, om man er syg eller pårørende at være del af Stafet for Livet.

– Det påvirker en familie rigtigt meget, når et medlem bliver ramt af kræft, og jeg kan huske, at vi selv stod med det der behov for at gøre noget.

– Den her stafet i 24 timer er sådan et fint billede på, at kræft er noget, man kæmper med døgnet rundt. Stafetten er ikke bare en havefest. Der er et vigtigt budskab, siger Carina Jensen og fortsætter:

- Til stafetten går folk også selvom de er trætte og det regner, for de er drevet af at går de en runde mere, så tjener de lige lidt ekstra til stafetten.

Billede beskrivelse

Flere hold har allerede meldt, at de stiller op, men der er plads til flere. Håbet er, at indsamlingsrekorden fra sidste år kan blive slået, lyder det fra formanden.

Carina Jensen understreger også, at man ikke behøver at være syg eller pårørende for at være med i stafetten, eller for eksempel deltage i den lysceremoni, der er en tilbagevendende del af arrangementet.

- Folk kan sagtens komme herud for bare at mærke stemningen, og lysceremonien er så utroligt smuk, slutter hun.

Stafet for Livet løber af stablen 30. august på dyrskuepladsen i Hjørring. Arrangementet strækker sig fra lørdag klokken 10.00 til søndag klokken 10.00.

De penge, der bliver samlet ind til Stafet For Livet, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning i blandt andet nye behandlingsmetoder, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Herudover går 10 procent direkte til det lokale arbejde i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste