Billede beskrivelse

Børnene deltog i Ocean Rescue Camp i Løkken

27. juli 2023 kl. 06.01

I den forgangne uge afviklede Svømmeklubben Sømærket i Løkken den årlige livredningscamp for børn på stranden lige nord for molen i et samarbejde med DGI.

Dette år havde Ocean Rescue Camp i Løkken 10 års jubilæum, og der var derfor igen mulighed for børnene til at deltage i nogle lærerige timer på alle dage op til weekenden.

Sikkerhed frem for alt

Børnene lærte blandt andet om basale livredningsøvelser, modtog nogle gode baderåd og fik mere at vide om sikkerheden omkring og på stranden ved Vesterhavets bølger.

Samtidig var det også en camp med masser af sociale og sjove aktiviteter både i sandet og på vandet, så de alvorligere emner blev mikset med noget underholdende.

Et unikt samarbejde

Svømmeklubben Sømærket stillede med 4 instruktører i form af Vilde Wiberg, Emil Ussing, Frederik West og Aksel Sørensen, mens livredderne Peter Mandrup Madsen og Søren Pilegaard repræsenterede DGI, som er en idrætsorganisation med mere end 6600 lokale idrætsforeninger på landsplan.

Mange, der har været på en gåtur nede ved molen, fik sikkert øje på arrangementet på dagene, idet en trailer med udstyr også stod på molepladsen lige ved siden af saunaerne.

Børnene fik gule/røde våddragter til evig eje i forbindelse med campen, som efterfølgende blev betegnet som værende meget lærerig fra alle, der var med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste