HJØRRING: For 17 år siden blev Annika Skovbo ansat i Skovbo-Ren i Hjørring. I dag er hun 39 år og direktør for og ejer af familiefirmaet.
Annika Skovbo har nemlig købt Skovbo-Ren af sin far, Per Skovbo, der etablerede virksomheden for snart 40 år siden. Til august kan firmaet således fejre 40 års jubilæum.
- Jeg har faktisk altid drømt om at overtage det her, fortæller Annike, der er vokset op i det røde hus ved siden af firmaet på G. V. Spindlersvej.
Da Annika købte virksomheden, fulgte barndomshjemmet med i handlen. Så nu skal Annika og manden Ronni samt døtrene Jule, 7 år, og Lærke, 5, år, flytte ind i hendes barndomshjem, når de er færdige med at renovere og bygge om. Indtil da bor familien til leje i nabohuset, der er ejet af far Per. Ronni er servicemedarbejder på Bagterpskolen, og Julie går på Bagterpskolen, mens Lærke går i Emilie-børnehaven.
Annika i front i familiefirmaet
Skovbo-Ren fylder snart 40 år - Annika har overtaget efter sin far Per Skovbo
25. april 2018 kl. 07.21
Familiefirmaet
Skovbo-Ren er og forbliver et familiefirma. Således er Per fortsat sælger og varetager en del indkøb i virksomheden, mens mor Vivi står for bogholderiet. I butikken møder kunderne blandt andre søsteren Maria, der venter sit tredje barn og har en barselsorlov i sigte. Maria er oprindelig uddannet inden for ejendomsmæglerbranchen.
- Da jeg var 21 år og havde taget en HH-eksamen, blev jeg uddannet kosmetolog, så jeg havde noget at falde tilbage på, fortæller Annika.
- Da jeg var færdig, ville skæbnen, at jeg kunne begynde som juniorsælger i firmaet, tilføjer Annika, der også i dag kører ud til kunderne som sælger.
- For seks år siden overtog jeg 25 procent af anparterne i firmaet. Sidste år i juli solgte jeg mit hus på Løkkensvej, og så købte jeg firmaet - det var jo det her, vi gerne ville, smiler Annika.
Fokus på private kunder
Annika Skovbo fortæller, at Skovbo-Ren fortsat vil satse på salg af rengøringsmidler og professionelle rengøringsredskaber - både til erhverv og privatkunder. Dog er langt størstedelen af omsætningen i dag til erhvervskunder.
- Men vi vil gerne have flere private kunder i butikken. Vi har meldt os ind i Hjørring Handel, fordi vi vil satse mere på detailhandel og privatkunderne, siger Annika Skovbo.
Butikken blev etableret for ti år siden, og priserne i butikken er angivet både med og uden moms.
I dag bliver øjet fanget af et stort område med servietter, lys og festartikler i butikslokalet, og i kvindeugen kunne kunderne få fif til at folde servietter. Foruden rengøringseffekter er sikkerhedssko og træsko også en del af vareudbuddet.
- Vi vil gerne have folk inden for i butikken. Rigtig mange i Hjørring ved faktisk slet ikke, at man kan handler her som privat kunde. Og vi vil meget gerne give gode råd og vejledning om alt indenfor rengøringsområdet.
Skovbo-Ren har i dag otte medarbejdere. En af dem er chaufføren, der bringer varer ud hver dag i hele Nordjylland. Og Annika Skovbo konstaterer, at kunderne værdsætter den service.
- Vi afleverer ikke bare varerne på dørtrinnet. Vi sætter varerne, hvor kunderne ønsker det.