Billede beskrivelse

80 år og stadig ung: Krumme glæder sig som et lille barn

03. november 2021 kl. 16.30

Børnenes ven, togfører og lokal spas- og idemager. Alt samlet i én og samme person: Krumme.

De færreste i Hjørring kender ham som Niels Erik Schmidt, mens de fleste kender Krumme. Og lørdag 6. november er Krumme hovedperson i festligheder i byen. Den gæve vendelbo fylder nemlig 80 år onsdag 3. november, og fødselsdagsfesten holdes lørdag. Her står den både på togtur - selvfølgelig med Krumme ved rattet - samt fødselsdagssang og kagemand på Springvandspladsen.

Lørdag klokken 14 er der reception for Krummes voksne venner - nemlig samarbejdspartnere og familie - på Vendsyssel Teater.

Som et lille barn ...

Krumme har længe set frem til fødselsdagen.

- Jeg glæder mig som et lille barn, selvom jeg godt ved, at jeg ikke er helt ung. Det har været 80 år i rampelyset. Men jeg kan faktisk ikke forstå, at jeg er så gammel, når jeg føler mig så ung, smiler Krumme.

Billede beskrivelse

Helt godt har den gode Krumme det ikke, for han plejer i detaljer at kende til planerne, når der er fest i byen, og han er involveret. Det gør han ikke denne gang. Op til fødselsdagen har der nemlig været meget hemmelighedskræmmeri.

Meeen. Krumme har selvfølgelig med vanlig charme og glimt i øjet fået opsnuset en del af planerne. For Krumme har sit netværk i orden. Han kender mange mennesker. Rigtige mange. Og alle vil gerne hjælpe Krumme, for han hjælper gerne dem. Eller som de siger med et stort smil: ”Det er altså svært at sige nej til Krumme”.

Handling frem for snak

Den tidligere bagermester er fyldt med godt humør og skæve indfald. Og han inviterer gerne både store og små, høj som lav, inden for i sit muntre og til tider gakkede univers.

Krumme har gennem årene været ophavsmand til en stribe begivenheder for både store og små.

- Nu rumsterer det i Krummes kranie, lyder det, hvis nye ideer skal prøves af. Og det skal de.

- Ikke så meget snak - mere handling, er Krummes motto.

Krumme vil gerne sprede budskabet om, at Hjørring er en sprællevende handelsby, og han gør sit til at få ting til at ske. Men han giver først og fremmest de mange forretningsdrivendes indsats samt event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt æren for en aktiv handelsby.

- Der sker meget i Dejlige Hjørring, konstaterer Krumme, der aldrig undlader at tale Hjørring op.

Altid meget at se til

Både børn og voksne kender Krumme, der hver lørdag giver gratis togture gennem byen til og fra Hovedbanegården på Springvandspladsen.

- Det bedste er alle børnene - de kommer hen til mig for at vise mig deres legetøj eller tegninger. Og når jeg møder en flok børn fra en børnehave eller en første klasse ude i byen vinker de og råber ”Hej Krumme”.

Billede beskrivelse

I 1998 blev den første togafgang fløjtet fra start. Og siden har Krumme være på sporet. Og han har ingen aktuelle planer om at stoppe.

- For to år siden blev jeg tjekket for alt på sygehuset her i Hjørring. Og alt var ok trods 60 år med diabetes. Overlægen sagde til mig: ”Nu kan du godt tage fem år mere i Hjørring Handel”, smiler Krumme.

Den gode Krumme har altid meget at se til. Og sådan har han det stadig allerbedst. For han næres af andre menneskers selskab. Og han trives fint i rampelyset.

Byen festede også for og med Krumme, da han fyldte 60, 65, 70 og 75 år. I 2018 fejrede Hjørring Handel Krummes 25 års jubilæum, og her blev han udnævnt som æresmedlem.

Meget oplagt blev han i 2017 udnævnt som Årets Børneven i Metropol Shoppingcenter, og han er tidligere blevet slået til ridder af Skipper Clement - blandt alle sine små venner på Springvandspladsen. Kulturprisen er han også blevet tildelt.

Og nu skal Krumme siél tilmed pryde etiketterne på en Hjørring-øl fra Bryghuset Vendia og en Hjørring-vin fra Brandwine.dk

Hawaii-musik og minder

Alice og Krumme flyttede fra byhuset i Nørregade til hus med have i Heimdalsvej for 2,5 år siden. Og her har de indrettet sig hyggeligt både ude og inde.

Som gæst i deres hjem varter Krumme gerne op med en omgang ”beroligende hawaii-musik” fra iPad’en suppleret med Alice’s hjemmebag. Og så står den på kaffe, snak, hygge og skrapbøger med minder. Masser af festlige minder.

- Jeg har haft et langt, godt og spændende liv, siger Krumme, men et nik mod de mange billeder og udklip.

Krumme tager dagligt den grønne Peugeot 106 ind til byens centrum. Og den er let at genkende i bybilledet, for den er på bedste Krumme-vis stylet med et festfyrværkeri af reklamer for lokale firmaer og butikker garneret med lune påhit fra årene, der er gået.

Vigtige mennesker

Krumme holder sig i form både mentalt og fysisk. Hver dag går han godt syv kilometer sammen med Alice.

- Jeg har været mere end heldig, at hun har holdt mig ud i alle årene, og 17. maj 2024 kan vi fejre diamantbryllup sammen, fortæller Krumme stolt og tilføjer:

- Hun er et vigtigt menneske i mit liv. Det samme er min søn Allan og vores børnebørn Emma og Niels, siger Krumme, der ser frem til at være omgivet af familie og gode venner til fødselsdagsfesten på lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste