Rie og Henriks drøm er blevet til virkelighed
MYGDAL: Midt i det naturskønne Vendsyssel i Mygdal ligger Hebbelstrup Is – et nyt og autentisk ishus, der på kort tid er blevet et yderst populært udflugtsmål, hvor mange kommer langvejs fra, for at smage den lækre hjemmelavede is.
Bag den hyggelige butik står ægteparret Rie og Henrik, som selv byder velkommen, når man besøger deres gård.
Da jeg ankom til Hebbelstrup Is, blev jeg mødt med en varm velkomst og en friskbrygget kop kaffe – og som prikken over i’et, et stykke hjemmelavet islagkage. Butikken ligger idyllisk placeret i en gammel lade på gårdspladsen. Omgivelserne emmer af landlig charme, og giver en fornemmelse af ro.
Henrik fortæller stolt
- Det med isen har altid været en drøm, lige siden jeg var en dreng og lærte om landbrugshistorie. Det blev ved tanken – men jeg har bare aldrig rigtig kunne slippe idéen, fortæller Henrik.
Drømmen fik nyt liv, da politiske beslutninger om en kommende CO2-afgift på køerne blev fremlagt. I stedet for at lade sig bremse af regler og restriktioner valgte de den hjemmelavede is til.
Hebbelstrup Is åbnede dørene for første gang i februar og har haft travlt fra start.
- Det er gået over al forventning, fortæller Rie.
De har allerede været nødt til at ansætte ekstra hænder, for at kunne følge med den store efterspørgsel.
Alligevel er det vigtigt for både Rie og Henrik selv at være til stede i butikkens åbningstid.
- Vi vil gerne være tæt på vores kunder. Det betyder meget for os at give en personlig oplevelse, forklarer parret.
Isen bliver lavet af mælk fra parrets egne køer, og de har investeret i over 900 opskrifter, som de arbejder med.
- Vi lægger stor vægt på at bruge lokale råvarer, som bær og frugter fra nærområdet, i det omfang det er muligt, fortæller Rie.
Udover den is man kan købe i butikken, så kan man også købe islagkager til selskaber eller lignende.
Hebbelstrup Is er meget mere end bare et ishus – det er et familieprojekt. Med fokus på kvalitet, nærvær og gode råvarer har Rie og Henrik skabt et sted, der allerede har en plads i både de lokale og besøgendes hjerter.