Billede beskrivelse

Mengstab har pizzeria på Frilandsvej, og han elsker Hjørring

01. marts 2025 kl. 14.00
Opdateret 04. marts 2025 kl. 14.25

HJØRRING: Klokken er 15.00 en helt almindelig tirsdag hos Mams Pizza på Frilandsvej, og om en time forventer Mengstab Tesfamichaeal Aadriss, at de første kunder melder deres ankomst.

Og han er klar til at tage imod.

Duften af chillisovs og hvidløg fylder rummet, for Mengstab Tesfamichaeal Aadriss, der har drevet Mams Pizza siden sommeren 2024 er i fuld gang med en af pizzeriaets specialiteter, hjemmelavet chillisovs.

– Kunderne er vilde med den, så den laver jeg en del af, siger han med et smil, mens sønnen Senay på 11 år hjælper til med at samle pizzabakker.

34-årige Mengstab Tesfamichaeal Aadriss kommer oprindeligt fra det østafrikanske land, Eritrea.

Billede beskrivelse

Han kom til Danmark som flygtning for 8 år siden.

At det lige blev Hjørring, var en af livets tilfældigheder. Men den første tid boede han i de røde huse, der er kendt som Hyttebyen.

– Så når der er Dana Cup, så siger jeg altid til mine børn, at jeg boede midt i Dana Cup, da jeg kom til Hjørring, siger han.

I dag har han permanent opholdstilladelse, og han er familiesammenført med sin kone, og parret har fire børn, der stortrives i Hjørring, fortæller Mengstab Tesfamichaeal Aadriss.

– De har det så godt. De taler jo flydende dansk nu, og vi elsker alle sammen at være her. Vi kunne ikke forstille os at bo nogle andre steder, fortæller han stolt.

Han indrømmer, at det danske sprog nu og da har været en udfordring.

Billede beskrivelse

– Alle de ord og lyde, der slet ikke skal udtales, som man tror, siger han. Men jeg synes, at det går bedre og bedre, og hvis der er noget, jeg ikke forstår, så spørger jeg jo bare. Folk er rigtigt søde til at sige det igen … lidt laaaaangsooommmere, siger han og smiler stort.

Han lægger ikke skjul på, at det har været vigtigt for ham at blive godt integreret, og det har han først og fremmest gjort ved at arbejde og uddanne sig, fortæller han.

En dansk landbrugsuddannelse og grundforløbet på social og sundhedsuddannelsen er det blandt andet blevet til, og inden han overtog pizzeriaet på Frilandsvej, har han også arbejdet i en af byens andre pizzeriaer, ligesom han har arbejdet med at passe dyr på en gård og i hjemmeplejen.

– For mig var det vigtigste at komme i gang med at arbejde og lære sproget, da jeg kom hertil. Så jeg arbejdede alt det, jeg kunne og gik på sprogskole. Dengang vidste jeg også, at det var vigtigt i forhold til opholdstilladelsen, fordi jeg så gerne ville blive her, siger Mengstab Tesfamichaeal Aadriss og fortsætter:

– I dag arbejder jeg også meget, for jeg vil gerne give noget tilbage til den by, der har givet så meget til mig og min familie.

– Jeg tænker tit på, at det var godt, at det lige blev Hjørring. Især når jeg ser, hvor godt mine børn har det. De er det vigtigste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste