Magnus har stor succes med nyt menukort og vilde pizzaer
HJØRRING: Der sker meget hos Hos Magnus i Hjørring for tiden. Allerede fra denne uge lanceres et helt nyt menukort, hvor der både er plads til klassikerne og til de skæve, kreative idéer, som Magnus Mertz efterhånden er blevet kendt for.
- Vi har rystet posen. Der er faktisk kun to pizzaer, der er præcis, som de var før. Resten er nyt, fortæller Magnus.
Menuen bliver fremover bygget op omkring både en månedspizza og en sæsonpizza, så der hele tiden er noget nyt at glæde sig til.
- Det er dér, vi har det sjovest. De crazy pizzaer. Og det er ofte dem, der frister.
Julepizzaerne har trukket gæster langvejs fra
Hos Magnus’ julepizzaer har solgt helt vildt. Ribbenstegspizzaen er blevet en tilbagevendende succes, og gæster kommer nu langvejs fra for at smage den.
- Der kom folk længere og længere væk fra. Mange så den på sociale medier, og så kørte de altså efter den, fortæller Magnus.
Også november-pizzaen har været populær, og generelt oplever han stor nysgerrighed på de sæsonbestemte varianter.
YouTube-succes har sat gang i forretningen
I slutningen af september startede Magnus en YouTube-kanal om pizzanørderi. Og det tog hurtigt fart.
- Vi har over 30.000 subscribers nu, fortæller han.
Succesen kan mærkes i butikken.
- Det er også det, der gør, at folk kommer langvejs fra. Og der er mange, der skriver og spørger, hvornår vi har åbent i ferier og den slags.
Pizzakurser og nye samarbejder
Magnus er også begyndt at holde pizzakurser – blandt andet i samarbejde med Kornets Hus.
Derudover fortæller han, at der er flere spændende samarbejder på vej.
Travlhed, vækst og stolthed
- Der sker rigtig meget. Mere end jeg havde forestillet mig. Det er gået stærkt, og det er hårdere, end man tror – men også fedt, siger Magnus.
Han er bevidst om vigtigheden af de rette mennesker omkring sig.
- De forkerte ansættelser er dyre. Det betyder alt at have det rigtige team.
Selvom tempoet er højt, er der ingen planer om at skrue ned.
- Der er meget spændende på tegnebrættet, og vi stopper ikke foreløbig.