Madmaestro har fået en god start: Nu kommer næste event
Efter Martin Mygdam overtog Galleri Munken syd for Løkken fornylig, så afholdt han efterfølgende reception for rigtig mange gæster i strålende solskin - som var det bestilt til dagen.
Dette er siden blevet fulgt af blandt andet et spændende teambuilding arrangement for en virksomhed, hvor medarbejderne selv fik lov at arbejde med fisk og skaldyr i Martin's gårdhave.
17. maj var der så aften for alle med fisk og skaldyr igen på plakaten, hvor den nye ejer også kunne byde på flere sjove oplevelser og overraskelser i kokkeærmerne til alle de besøgende.
Her var der kræset for gæsterne med alt spiseligt fra havet, og at dømme ud fra, hvad de mange mennesker udtrykte om smagningen, så bekræftede Martin endnu engang, at han nøjagtig ved, hvad han gør, og ikke går på kompromis med kvaliteten.
Grisefest primo juni
Hvis man mere er til svinekød, så afholder 'Myggen's' grisefest torsdag 1. juni - her bliver der tale om en i alt 6 retters menu, hvor man blandt andet kan smage Iberico sortfodsgris, ligesom man kunne til receptionen i april.
Martin ser sig selv som lidt af en nørd, når det kommer til mad, og den tidligere skolelærer i hjemkundskab og verdensmester i grill fokuserer på det sublime, så ingen går fra hans nye sted sulten og uden en stor sanseoplevelse rigere.