Billede beskrivelse

Vrejlev-dreng får talentpris og 15.000 euro

08. december 2017 kl. 09.22

Adjunkt Kristian Holst Laursen modtager Nils Foss Talent Prisen 2017 for at udvikle nye metoder til at sikre optimal ernæring til planter, sådan at vi får bedre fødevarer og en mere bæredygtig planteproduktion. Kristian er adjunkt ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, han er ph.d. i planteernæring og analytisk kemi og har en baggrund som agronom.

Kristian Holst Laursen voksede op i Vrejlev mellem Harken og Poulstrup i det nordlige Jylland og har gået på Vrejlev-Hæstrup skole. I en alder af 10 år begyndte han at bruge sin fritid på den nærliggende gård, hvor han hurtigt opdagede sin store interesse for landbrug og planteproduktion. Mangel på næringsstoffet mangan til planter var et af de store problemer i landbruget dengang. Kristian var via sit speciale på Landbohøjskolen i København med til at opfinde en ny målemetode til at identificere manganmangel i planter. Det udmøntede sig i et spin-out firma fra Universitetet, NutriNostica ApS, og nu er metoden brugt i mere end 10 lande og senest også i Australien. I dag forsker Kristian bl.a. i, hvordan forsyningen af næringsstoffer fra forskellige gødningstyper påvirker planters kemiske sammensætning og kvalitet.

Kristian arbejder først og fremmest med grundforskning og metodeudvikling inden for planteernæring, men fokuserer også på at forskningen har et praktisk perspektiv og kan anvendes i samfundet - f.eks. til at bekræfte ægtheden af højværdi-fødevarer såsom økologiske grønsager og dermed afsløre fødevaresvindel. Kristian Holst Laursen har et imponerende antal videnskabelige publikationer, forskningsprojekter, internationale samarbejder og undervisningsaktiviteter på CV’et og anvendes ofte som ekspert af danske nyhedsmedier.

Med Nils Foss Talent prisen modtog Kristian Holst Laursen et engangsbeløb på 15.000 euro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste