Vrå Valgmenighed skal have ny præst
Vrå Valgmenighed runder i disse måneder to skarpe hjørner. Man skal både skal sige farvel til Lene Graarup, som har været præst gennem 20 år, og fejre valgmenighedens 120 års fødselsdag.
- Det gør vi søndag 2. august med gudstjeneste klokken 10 og efterfølgende reception, meddeler valgmenigheden i sit blad.
- Vi håber mange har lyst til at deltage og gøre dagen festlig. Af hensyn til de gældende afstandsregler samt mad vil vi meget gerne have tilmelding. SU: Senest mandag 27. juli til Ingrid Trier Andersen tlf. 51 50 81 75
Lene Graarup skal fremover være præst i Bistrup Kirke og på sygehuset i Hjørring.
I den anledning skriver Lene Grarup følgende i kirkebladet: ”Snart kommer dagen, hvor jeg skal tage afsked med det smukkeste kirkerum, gode og trofaste kollegaer samt en bestyrelse, der altid har bakket op om mit arbejde. Ikke mindst bliver det dagen for afsked med en varm og munter menighed, der på samvittighedsfuld vis har båret den tro og overbevisning videre, som for 120 år siden var drivkraften bag etableringen af Vrå Valgmenighed. Og det bliver et farvel til et hus, hvor vore børn er vokset op og hvor utallige af mennesker er kommet ind, gennem snart den ene snart den anden dør, til møder, undervisning, studiekredse, foredrag, generalforsamlinger mm. Tak for alt dette liv og tak for alle de mange samtaler i forbindelse med dåb, konfirmation, vielse, begravelse og sjælesorg. Tak fordi I har vist mig den tillid at dele jeres sorger og glæder med mig. Det hele har været sådan en berigelse og derfor er det ikke bare vemod, men frem for alt taknemmelighed der fylder - og som jeg tager med mig, når jeg starter min nye tilværelse, som præst i Bistrup Kirke og på sygehuset i Hjørring. På glædelig gensyn rundt omkring i klit og næs. Hjertelige hilsner fra Lene”
Foråret 2020 blev helt anderledes end de fleste havde forventet. Meget måtte aflyses – også vores årlige generalforsamling. Som følge deraf har bestyrelsen måtte rykke tæt sammen og konstituere sig med en sammensætning gældende indtil generalforsamling 2021.
Valgmenighedens nye formand er Ingrid Trier Andersen, som i februar trådte til som afløser for Lars Erik Kjær Pedersen og dennes varetagelse af kirkegårdsbogen. Bestyrelsen arbejder i disse dage med at finde en afløser for Lene Graarup.