Vibeke Lehm. Foto: Niels Helver
Livet her

Vibekes vilde have flugter fint med Naturpark Tolne

21. november 2020 kl. 06:57

I maj 2018 fik et 2440 hektar stort område i Tolne kvalitetsmærket Naturpark Tolne. Naturparken er Danmarks nordligste med udsigt over Skagen Odde. Hjertet af naturparken er den fredede del af Tolne Skov. Over 80 procent af naturparken består af natur. Herudover er der 200 ejendomme med 390 beboere.

Midt i naturparken og tæt på skoven bor Vibeke Lehm i ”Skrædderhuset” på Solvej. Huset er fra 1907, og her levede i sin tid en familie med fire børn af de indtægter, der kom fra den beskedne skrædderforretning. Multikunstneren og naturelskeren Vibeke Lehm kunne ikke stå for det charmerende hus midt i naturen. Hun købte huset for flere år siden og indrettede atelier, hvor hun udstiller sin kunst med inspiration fra naturen.

Vibekes datter Julie Kaja Prezebe har lavet et insekthotel af stammer fra birk, bøg, æble, der er sat ovenpå en gammel træstub. Foto: Niels Helver

Da Hjørring Kommune i forbindelse med ”Naturkommunen - blomstrer vildt” inviterede borgerne til at være med i projektet med deres egne haver, hvor naturen råder med vilde blomster i græsplænerne med henblik på at skabe levesteder for planter, der tiltrækker insekter, sommerfugle, svirrefluer og vilde bier, så var Vibeke Lehm straks med på ideen.

Gange i græsset

Hun har i løbet af sommeren ændret sin have til et sted, hvor biodiversiteten er til stede i stort omfang. I stedet for at slå græsset til få centimeters højde overalt i haven, er der lavet nogle gangarealer, og resten fik lov til at vokse vildt. I løbet af kort tid viste det sig, at der er mange vilde blomster som gul kløver, almindelig kongepen, røllike, tusindfryd, håret høgeurt, almindelig merian, vild gulerod og mirabellebuske. Alt sammen noget som insekterne holder af, og snart begyndte svirrefluer, vilde bier og sommerfugle at indfinde sig i haven.

Svigersønnen Emil Christensen, der studerer Natur og Miljø på Aarhus Universitet, hjælper med råd og praktisk arbejde i den vilde have hos Vibeke Lehm. Foto: Niels Helver

- Jeg håber, at mit lille bidrag til naturen vil inspirere andre her i Tolne til at gøre det samme i deres haver. Det vil være dejligt, hvis vi beboere på denne måde kan være med til at udvide Naturpark Tolne til også at omfatte haver og marker, der ikke er rentable at dyrke. Det vil gavne naturens mangfoldighed, fortæller Vibeke Lehm.

Et natur-eldorado

Da Vibeke Lehm ønsker, at hendes have skal være et sandt eldorado for vilde planter og insekter, søgte hun råd og vejledning hos sin svigersøn Emil Christensen, som studerer Natur og Miljø på Aarhus Universitet, og kommunens naturformidler og biolog Laus Gro-Nielsen.

Vibeke Lehm fortæller, at stensætninger er gode levesteder for sankthansurt og insekter. Foto: Niels Helver

Laus Gro-Nielsen besøgte Vibeke Lehm, og efter en havevandring konstaterede han, at de planter, der er gode for biodiversiteten, allerede er til stede, og det er et perfekt udgangspunkt til en plæne med blomstrende vilde planter.

Det optimale for havens drift er klipning i 10 centimeters højde i juni og eventuelt igen i august; og lige før frosten sætter ind, skal der slås en sidste gang i lav højde. Det afklippede skal ligge en uges tid og smide frøene og derefter samles sammen.

Laus Gro-Nielsen anbefaler, at der laves forskudt klipning, så der hele tiden er noget, der blomstrer. På gangarealerne klippes græsset jævnligt. Gamle træstammer bør blive liggende, da de tjener som insekthoteller, og vand i haven er også godt for insekterne.

Vild merian (oregano) er en plante, der tiltrækker sommerfuglene. Foto: Niels Helver

Efter besøget af kommunens naturformidler har Vibeke sammen med hendes datter Julie og svigersønnen Emil fortsat bestræbelserne med at skabe det perfekte levested for insekter og planter.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu