Veteraner er en sårbar gruppe
Alle er berørt af, at Danmark er lukket ned som følge af corona smitten. Det kan være svært at få dagligdagen til at hænge sammen med arbejde, børnepasning og den usikkerhed, hele situationen skaber for fremtiden.
Fordi denne tid kan være særlig svær for mange veteraner, har Forsvarets Veterancenter på vegne af forsvarsminister Trine Bramsen (A) sendt et brev til 38.000 danske veteraner med løfte om, at Forsvaret også i denne Covid-19 situation er klar til at hjælpe de veteraner, der kan have særlige udfordringer i dagligdagen.
Også på Veterancentrets hjemmeside og de sociale medier er der for tiden ekstra fokus på veteraner og deres familier, der har behov for hjælp til at komme igennem denne svære tid.
De veteraner der har overskud opfordres til at give en ekstra hjælpende hånd til en veteranven, der måske har behov for en opringning, hjælp til praktiske gøremål som indkøb og måske en gåtur i skoven.
Veteraner og deres familier kan komme i kontakt med Veterancentret på døgntelefonen 72 81 97 00 samt den frivillige organisation Veteranstøtten, der ligeledes har døgntelefon på 80 60 80 30. Begge døgntelefoner er bemandet med erfarne rådgivere. Og hos Veteranstøtten er døgntelefonen også bemandet med soldater, der selv har været udsendt i international tjeneste.