Vendsyssel FF lejer Rasmus Vinderslev i SønderjyskE
Vinderslev har skrevet kontrakt med Vendsyssel-klubben frem til nytår
HJØRRING: Vendsyssel FF har lejet den 21-årige centrale midtbanespiller Rasmus Vinderslev i Superligaklubben SønderjyskE.
Vinderslev, der er født i Aalborg og boede der de første leveår, har skrevet under på en lejeaftale, der gælder frem til 31. december 2019.
- Rasmus er en ung, talentfuld midtbanespiller, der allerede har 24 Superligakampe på CV’et. Men lige nu er der hård konkurrence om spilletiden i SønderjyskE på hans position. Vinderslev har en rigtig stor motor, er dynamisk og han har gode visioner i det fremadrettede spil. Vi har lejet ham frem til nytår, så begge parter har mulighed for at se hinanden an, siger sportsdirektør Ole Nielsen i en pressemeddelelse fra klubben.
- Vendsyssel FF er en god mulighed for mig, og det er en rigtig god klub med et godt setup, siger Rasmus Vinderslev.
- Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, og jeg forventer, at jeg kan fortsætte min udvikling heroppe og få en masse minutter i benene, siger han.
Rasmus Vinderslev har i alt spillet 24 Superligakampe – heraf de 11 i den forgange sæson. Vinderslev træner første gang med sine holdkammerater i dag.