Billede beskrivelse

Vendsyssel FF henter angriber i AaB

Superliganedrykkerne henter forstærkning til offensiven

23. august 2019 kl. 15.35

HJØRRING: Vendsyssel FF forstærker offensiven med den 20-årige angriber Wessam Abou Ali, der kommer til klubben på en lejeaftale fra Superligaklubben AaB. Danmarks nordligste divisionsklub har lejet den talentfulde angriber frem til nytår. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Sportsdirektør Ole Nielsen glæder sig over tilgangen af Wessam Abou Ali.

- Vi glæder os over, at vi har fået Wessam ind i truppen. Vi har fulgt ham i lang periode i AaB, og har set en talentfuld angriber, som har haft et behov for mere spilletid. Med den spillestil, han har, hvor han har fart og kan udfordre, tror vi meget på, at han kan bidrage i vores offensiv. Så vi glæder os rigtig meget og tror, det kan blive rigtig godt for begge parter, lyder det i pressemeddelelsen.

Wessam Abou Ali ser også frem til at tørne ud for vendelboerne.

- Det er rart at være kommet til Vendsyssel – især fordi det er et sted, hvor de tror meget på mig. Jeg kan mærke, at det er et projekt, jeg gerne vil støtte op om, og jeg vil gerne hjælpe klubben med at komme så højt op i tabellen som muligt og udvikle mig selv som spiller, få en masse spilminutter og vise mit potentiale. Og ikke mindst at vise hvad Vendsyssel FF kan. De har et rigtigt godt hold – det hele skal bare lige begynde at køre, så er jeg sikker på, det nok skal blive godt, siger han.

AaBs sportsdirektør Allan Gaarde siger om aftalen.

- Wessams potentiale er indiskutabelt, men i øjeblikket har vi stor konkurrence om de offensive pladser, og Wessam har brug for fast spilletid for at fortsætte sin udvikling. Derfor er dette en glimrende mulighed for, at han kan få mange minutter i benene i NordicBet Ligaen, siger Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

Wessam Abou Ali træner med sine holdkammerater allerede fredag, og får trøje nummer 7. Han har spillet 30 kampe i Superligaen for AaB og scoret to mål. Aftalen med Vendsyssel FF glæder indtil nytår. Angriberen har kontrakt med AaB frem til udgangen af 2021.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste