Udvidede rammer i sognegården i brug

23. maj 2017 kl. 10.50

Søndag blev tilbygningen til sognegården i Nørregade vist frem for interesserede.

Godt 100 tog imod tilbuddet om rundvisning. Efter frokost var der lejlighed til at gå på opdagelse, hvor håndværkerne har haft deres gang indtil for nyligt. Den officielle overdragelse fra håndværkere til bygherre skete fredag.

Den bemærkning, man hørte oftest fra de godt 100 fremmødte var, at alt var "lyst og dejligt".

Byggeriet gik i gang, da ministeriet bestemte, at provsten for Hjørring Nordre Provsti skulle være bosiddende i Sindal sogn.

Pladsen på præsetgården, hvor Provst Winnie Rischel bor, var for trang, for afsides (på Astrupvej tæt på den gamle kirke) og meget lidt handicapvenlig.

Nu er provstikontor og kirkekontor samlet i den nye tilbygning til sognegården lige ved siden af bykirken i Nørregade.

Der er kontor til sognets to præster og til provsten, til kirketjenere, kirkesangere og organister foruden depotrum, kopirum og stort mødelokale. Sidstnævnte med plads til 36 personer, som kan bruges til konfirmander.

- Nu er vi alle samlet og vi kan nemmere få indsigt i hinandens arbejdsopgaver, siger provst Winnie Rischel til NORDJYSKE.

Kirketjener Anna Pedersen glæder sig til at tage det nye hus i brug.

- Nu får vi en hverdag sammen og vi sparer at sende mange mails frem og tilbage, sagde hun.

Den "gamle" del af sognegården blev indviet i 1994.

- Førhen var der kun kirken og missionshuset. Den nye sognegård var med til at åbne kirken. I sognegården betød det ikke noget, om man var Indre Mission eller grundtvigsk, sagde sindalbo John Bilde, hvis familie kom til byen i 1946.

Provst Winnie Rischel konstatere i sin tale, før klipning af den røde snor, at Folkekirken har brug for flere veje ind i kirken. Den ugentlige gudstjeneste er ikke længere eneste holdepunkt for Folkekirkens medlemmer. Det kan man se på sognets aktivitetskalender, som byder på mange aktiviteter i løbet af ugen.

Bykirken og sognegården får årligt 11.000 besøg, oplyste hun.

En af de første opgaver, Winnie Rischel fik som provst, var at kigge på arkitektforslag til udvidelsen.

- Tilbygningen var en håbefuld opgave - en udvidelse i stedet for en nedlæggelse, sagde hun.

Det hele startede i 2011, da nabohuset blev averteret til salg i avisen.

- Vores daværende formand for menighedsrådet og et andet medlem af rådet, som også er advokat, besluttede egenhændigt at købe ejendommen. Det blev det første, vi hørte ved menighedsrådsmødet efter ferien, sagde nuværende menighedsrådsformand Ole-Jan Staun-Pedersen muntert i sin tale ved åbent husarrangementet.

Siden slog han og daværende provst Ole Dybro hurtigt til, da de fik tilbudt Nørregade 54 til ejendomsvurderingen.

En ekstra parcel var nødvendig, mente arkitekterne.

Arbejdet gik i gang i 2016.

Byggeriet har et budget på 8,5 millioner kroner, hvoraf Sindal Menighedsråd selv er kommet med en million kroner: indtægter fra et salg af skov fra arealerne ved den gamle præstegård på Astrupvej til Skov- og naturstyrelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste