Billede beskrivelse

Uddeler enormt glad og stolt: Omsætningsfremgang og kåring

13. februar 2021 kl. 13.00

Dagli´Brugsen Hundelev er kåret til Årets Butik 2020 blandt alle Dagli´Brugsen i regionen, lyder det i en pressemeddelelse fra COOP.

Butikken ledes af uddeler Kasper Anker Hansen, der sammen med medarbejderne har skabt flot fremgang på de områder, der er de vigtigste i kæden: Kundetilfredshed og resultat.

- Dagli´Brugsen Hundelev er blevet kåret til regionens bedste butik på baggrund af flotte resultater i vores årlige målinger af, hvor tilfredse kunderne i butikken er, hvor tilfredse medarbejderne er med at arbejde der, og selvfølgelig udviklingen i de økonomiske resultater, siger kædedirektør Maria Bech-Tange, Dagli´Brugsen.

Uddeler Kasper Anker Hansen fortæller, at man i Dagli’Brugsen Hundelev har læst på den forrige kundeundersøgelse med kundernes kommentarer. Ud fra denne har man haft fokus på kundernes ønsker samt på god kundeservice.

- Vi har lagt vægt på at have en indbydende butik og gode tilbud samt et aktivt facebook med gode ja-tak tilbud, forklarer han.

- Vi er meget stolte over den udvikling vi har været igennem.

- I løbet af et år at vinde titlen som årets butik gør mig glad og enormt stolt over butikken og personalet. Dette har været en indsats, som vi alle har løftet i fællesskab. Det er vi alle stolte over.

- Det har også været dejligt med rigtig mange lykønskninger på vores facebook side da meddelelsen kom, siger Kasper Anker Hansen.

Formanden for Dagli´Brugsen Hundelev Knud Larsen er selvsagt også meget tilfreds med resultatet.

- Det går godt i brugsen i Hundelev. Der har været en omsætningsstigning på 10-15 % sidste år, og der er en god lokal opbakning. Både uddeler og personalet fortjener stor ros, udtaler han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste